click me
Forslag

Bydelscenter

Bydelscentrene skal, udover at varetage en god lokalforsyning med dagligvarer, også kunne tilbyde forbrugerne et standardiseret udbud af udvalgsvarer.

Formålet med bydelscentre er at sprede indkøbsmulighederne, således at der er begrænsede afstande til indkøb for borgerne. Bydelscentre må ikke være en konkurrent til bymidten. Udbuddet er typisk på et mere standardiseret niveau i bydelscentrene, mens de mere specielle udvalgsvarer og det store udbud findes i bymidten.

Et bydelscenter skal udgøre et centrum i en større bydel. Dette krav om en central placering i bydelen betyder således, at der ikke kan placeres to bydelscentre umiddelbart op ad hinanden, da de så vil betjene samme opland. Et bydelscenter skal endvidere være et sammenhængende område.

De to bydelscentre i Svendborg by har en forskellig butikssammensætning. Bydelscentret Østre Bydel indeholder primært dagligvarebutikker, mens bydelscenter Ole Rømersvej primært indeholder en række store udvalgsvarebutikker.

 

Mål

Det er Byrådets mål, at:

  • bydelscentrene skal sikre en god lokalforsyning med et samlet bredt udbud af dagligvarebutikker og et standardiseret udbud af udvalgsvarer
  • skabe rammerne for lokal og bæredygtig detailhandel i de enkelte bydele
Retningslinjer
  • Detailhandelsbutikker skal som hovedregel placeres inden for de udpegede bydelscentre.
  • Inden for de afgrænsede bydelscentre kan der planlægges for butikker i et omfang, der svarer til de arealrammer, der er angivet nedenfor.
  • Bruttoetagearealet for den enkelte dagligvare- og udvalgsvarebutik må ikke overstige 2000 m² i bydelscentre.

     

    Bydelscentre Arealramme (m2 bruttoetageareal) Restrummelighed primo 2017
    Østre bydel 5.000 1.800
    Ole Rømersvej 5.000 2.000

     


Østre bydel


Ole Rømersvej

Redegørelse

Bydelscentret Østre Bydel ligger på Ørbækvej/Nyborgvej. Her ligger i alt fire dagligvarebutikker og en udvalgsvarebutik, heraf er de største discountbutikkerne Netto og Aldi. Det samlede bruttoetageareal til detailhandel i Østre bydel er 3.200 m2.

Lige udenfor afgrænsningen af bydelscentret ligger discountbutikken Fakta samt en bager og en tankstation.

I bydelscentret Ole Rømersvej ligger 1 dagligvarebutik samt 3 udvalgsvarebutikker. Her ligger discountbutikken Netto samt de store udvalgsvarebutikker Maxi Zoo, Sport 24 og en genbrugsbutik. Det samlede bruttoetageareal til detailhandel er 3.000 m2.

Herudover ligger 4 butikker, blandt andet byggemarkedet Silvan og Kvik Køkken, også på Ole Rømersvej. Disse butikker er dog ikke inkluderet i afgrænsningen af bydelscentret.

Betydningen af bydelscentrene

Bydelscenter Østre Bydel har i dag en væsentlig betydning som indkøbssted for dagligvarer i den nord-østlige del af Svendborg by. Koncentration af discountbutikkerne Netto, Aldi og den nærved liggende Fakta kombineret med en række mindre specialbutikker for dagligvarer giver kunderne et bredt udbud af dagligvarer centralt i bydelen.

Bydelscenter Ole Rømersvej er i højere grad en koncentration af store udvalgsvarebutikker. Bydelscentrets ene dagligvarebutik har ikke betydning for dagligvareoplandet i resten af bydelen. Omvendt ligger Ole Rømersvej tæt på aflastningscentret og varehuset Kvickly, som fungerer som primær dagligvarebutik i den vestlige del af Svendborg by.

Bydelscenter Østre Bydels opland er den nordøstlige del af Svendborg by, mens oplandet for bydelscenter Ole Rømersvej er den vestlige del af Svendborg by. Kombinationen af to bydelscentre og en række mindre lokalcentre er med til at sikre en afbalanceret centerstruktur i Svendborg med en god lokalforsyning af dagligvarer for borgerne.

Østre Bydel og Ole Rømersvej skal også i fremtiden styrkes i mål og retningslinjer som bydelscentre i Svendborg by.

 

Kontakt

Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00