click me

Send dine bemærkninger

 

Du kan sende bemærkninger til Forslag til Kommuneplan 2017-2029 ved at benytte denne formular. Du kan også vedhæfte billeder og tekst.
Du skal oplyse en e-mailadresse, da der sendes en kvittering på modtagelse af dit høringssvar.

Hvis ikke det er muligt at sende via denne formular, kan du sende til:

plan@svendborg.dk 

eller

Svendborg Kommune
Plan
Ramsherred 5
5700 Svendborg

 






Hvis du har adressebeskytelse sæt kryds her






Indtast bogstaverne vist ovenfor




Forslag
Send dine bemærkninger

Svendborg bymidte og havn

Svendborg bymidte omfatter den gamle købstadsbykerne, de bynære havnearealer, herunder Frederiksø, samt nyere bykvarterer ud til Dronningemaen mod nord og Sundbrovejen mod vest. Den ældste bykerne er et unikt købstadsmiljø med bevaringsværdige sammenhænge dannet om det middelalderlige gadenet og udgør en helt særlig kulturarv, som knytter sig tæt til tidligste bybygning i Danmark. Omkring den ældste bykerne er der karakteristiske delområder med bebyggelser, der typisk er opført inden for samme stilperiode. Fire bevaringsværdige kulturmiljøer er udpeget i Svendborg bymidte:

Svendborg Havn er i en undersøgelse af kulturarven i 70 danske havne fremhævet som særlig velbevaret. Blandt de mellemstore danske erhvervshavne er Svendborg Havn den, der i sin helhed er bedst bevaret. Denne nominering forpligter kommunen til i særlig grad at beskytte havnens maritime kulturarv, og det giver også muligheder for at udnytte bevaringsværdierne fremadrettet. I forbindelse med det fælles sydfynske kulturarvskommuneprojekt ”De fem havne” er Svendborg Havns fysiske kulturarv kortlagt. Det har dannet afsæt for udpegning af otte forskellige kulturmiljøer indenfor det bynære havneområde:

For hvert kulturmiljø er der en detaljeret redegørelse for baggrunden for udpegningen, de bærende bevaringsværdier for kulturmiljøet og sårbarheden. Det udgør de særlige hensyn, der skal tages ved planlægning og administration indenfor kulturmiljøet.

Det er hensigten, at kulturmiljøudpegningerne også skal være et dialogredskab til at udbrede oplysning og engagement for kulturmiljøværdierne. Den bedste beskyttelse ligger i den opmærksomhed og interesse, som ejerne, beboerne i området, interesseorganisationer og det offentlige viser kulturarven.

 

 

Middelalderbyen

Svendborgs ældste del af bymidten - Middelalderbyen - er et unikt, sammenhængende købstadsmiljø, som i store træk har bibeholdt middelalderbyens struktur. En stor del af middelalderbyens byrum er bevaret. Her finder man det ypperste af århundreders bygningskultur. Mange af de historiske bygninger er fredede og rummer arkitektoniske og kulturhistoriske værdier af både lokal og regional betydning. Middelalderbyen fortæller dermed om den historiske udvikling og byens funktion som centrum for magt, handel og byliv gennem tiden ved arkitekturens forskellige stilarter.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Middelalderbyen bevares og synliggøres som et unikt, levende centrum for bylivet gennem århundreder fastholde og understøtte udvikling af området som et attraktivt, levende bymiljø
    udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Svendborgs historiske bykerne ligger på et bakkedrag tæt på Svendborg Sund. Byen har udviklet sig omkring middelalderkirkerne Sct. Nicolai og Vor Frue samt Møllergade, der siden byens opståen har været den centrale nord-sydgående færdselsåre og handelsgade.

Bebyggelsen og bebyggelsesstrukturen i bymidten er præget af kontraster. På den ene side findes middelalderens smalle gader og stræder, de utallige gamle, bevaringsværdige bindingsværkshuse, de mange baggårde med små baghuse og det historiske købstadspræg. På den anden side præges byen af flere radikale indgreb i den historiske bebyggelsesstruktur - indgreb der er foretaget i midten af det 20. århundrede som konsekvens af den stigende privatbilisme. På det lave terræn øst for Møllergade gennemskæres bymidten af jernbanen. Ned mod havnen ligger smalle passager med sammenhængende byhuse.

Øst for banen fører Frederiksgade og Brogade ned mod havnen. Frederiksgade præges af baneterrænets åbne karakter og bebyggelse. Brogade er den oprindelige hovedforbindelse fra bymidten til havnen. Gaden har et meget homogent præg, med bebyggelse i 2 1/2 etage og fint afstemte farver på de hovedsageligt klassicistiske bygninger. Umiddelbart øst for banen ligger et større boligbyggeri fra 2006.

Torvet

Torvet er en af Svendborgs ældste pladsdannelser, som givetvis er opstået i tilknytning til Vor Frue Kirke og antageligt i første halvdel af 1200-tallet. Da der ikke har været foretaget egentlige arkæologiske undersøgelser, ved man ikke meget om dette centrale torv i middelalderen. Kirken forbindes med Torvet nedenfor af den monumentale Wessels Trappe fra 1921. Selve kirken er oprindelig opført som senromansk langkirke i røde munkesten. Senere er gotiske sideskibe og våbenhus blevet opført, og tårnet er tilføjet i den sene del af middelalderen. Det karakteristiske pyramidetag med lanternespir blev tilføjet i midten af 1700-tallet.

Torvet ligger midt i Svendborg og er et af de mest centrale byrum. Mod øst grænser Torvet op til strøggaden Møllergade og mod vest forbindes det med Anne Hvides Gård, nu museum, og rådhuset af et iøjnefaldende gadegennembrud fra 1937. Ud over Vor Frue Kirke ligger der flere interessante og meget markante bygninger på Torvet.

Gågaderne

Møllergade var den ene af Svendborgs gamle hovedgader. Den anden var Gerritsgade. Møllergades smukt kurvede forløb kantes overvejende af ejendomme i to og tre etager, og det veldefinerede gaderum får yderligere karakter af det varierede terræn. Bevæger man sig ad Møllergade fra nord mod syd mødes man af en dramatisk terrænstigning, der leder op til gågadens start. Her flader terrænet gradvist ud, men stiger igen ad sidegaderne mod vest, op mod Vor Frue Kirke. På strækningen syd for Torvet falder Møllergade igen, og en historicistisk ejendom i krydset med Brogade og Gerritsgade bliver gaderummets fikspunkt. I selvsamme kryds går Møllergade over i Korsgade, og det rumlige forløb ændrer karakter.

Mod vest fortsætter Gerritsgade op ad det let skrånende terræn og byen åbner sig i pladsdannelsen omkring Sct. Nicolai Kirke, der bliver rummets omdrejningspunkt. Visuelt og funktionelt adskilles Gerritsgade fra kirkepladsen af et lavt hegn og en række træer, der signalerer en tydelig forskel på pladsdannelse og strøggade. Vest for kirken slår Gerritsgade et sving, og butiksfacaderne fortsættes.

En stor del af ejendommene langs Møllergade og Gerritsgade er opført i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hvor arkitekterne søgte inspiration i historiske stilarter som klassicisme og renæssance. Gadebilledet præges derfor af mange forskellige bygningsdetaljer og facadekompositioner. Ind imellem de historicistiske bygninger gemmer sig gamle købmandsgårde såvel som nyere ejendomme, og langs gågaderne findes både enkel funktionalisme og bombastisk modernisme.

Omkring Sct. Nicolai Kirke

Sct. Nicolai Kirke er antageligt opført i første halvdel af 1200-tallet som erstatning for en ældre kvaderstenskirke. Langkirken er oprindeligt opført i senromansk stil med munkesten, karakteristiske rundbuede vinduesåbninger og buefriser, men senere udvidelser har sat sine spor. Tårnet er fra midten af 1700-tallet og opført i gotisk stil med spidsbuet vindue og lanternespir. Omkring kirken og den trapezformede, granitbelagte kirkeplads er der et fint lille bymiljø, hvor ro og plads til ophold skaber kontrast til gågadernes pulserende byliv.

Pladsen afgrænses mod syd og vest af robuste rødstensbygninger i to etager med høj tagrejsning. Den ene er St. Nicolai Gaarden fra 1897. Ejendommen har historicistisk karakter, og bygningskroppens tyngde giver den en central plads i byrummet. På Kyseborgstræde mod syd ligger tre fredede bindingsværkshuse fra henholdsvis 1750 og 1751 og 1850. Husene bidrager til det historiske miljø omkring kirken og står i fin kontrast til de massive rødstensbygninger. På den østlige del af Skt. Nicolai Kirkestræde ligger tre byhuse fra slutningen af 1800-tallet.

Bærende bevaringsværdier

De bærende bevaringsværdier i Middelalderbyen er:

det snoede gadeforløb og de små passager
terrænets stigninger og fald
skalaen i de enkelte gader og byrum
Møllegades profil
historiens nærvær i de mange gamle ejendomme
Middelalderbyens karakter er især sårbar overfor facadeændringer og dårligt tilpasset skiltning, samt nedrivninger med efterfølgende utilpasset nybyggeri. Desuden ses det mange steder, hvor vanskeligt det er at forene middelalderbyens rum med den moderne trafiks store parkerings- og vejarealer.

Alle bygninger opført op til år 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). Kulturmiljøområdet er omfattet af lokalplan for facader og skiltning, Lokalplan nr. 290 , der blandt andet har til formål at sikre, at nybyggeri udformes i harmoni med den eksisterende bebyggelse og at udvendige synlige bygningsændringer, herunder opsætning af skilte, markiser m.v. sker på en sådan måde, at den enkelte bygnings arkitektoniske kvaliteter opretholdes, og at der tages hensyn til det omgivende miljø.


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Læs mere om kulturmiljøet pdf Middelalderbyen her.

Strategi og indsats

Middelalderbyen med Svendborgs karakteristiske bakketerræn, Torvet, pladserne, sammenhængende husrækker og markante enkeltbygninger udgør tilsammen et værdifuldt kulturmiljø. Det fortæller historien om det ældste Svendborg og er med til at give ikke bare byen, men hele kommunen dens egenart og identitet. Selvom Middelalderbyen er i stadig forandring, er historien levende tilstede i bygninger og den rumlige struktur. Det er vigtigt at bevare, bygge videre på og formidle som en kulturressource.

Byrådet ønsker at bevare og forny området, så de historiske og arkitektoniske kvaliteter fastholdes og styrkes samtidig med, at der skabes plads til nyt indhold og nye aktiviteter. Målet er at skabe fleksible, mangfoldige og multikulturelle byrum, som kan tilgodese skiftende brug, ønsker og behov.

 

Institutionsmiljø ved Viebæltet

Området ved Viebæltet har gennem århundreder været et fælles sted for byens borgere. I første omgang som fælles græsningsjord og markedsplads, senere som stedet, hvor en række af byens vigtige sociale institutioner og skoler blev lokaliseret. Institutionsmiljøet vidner blandt andet om en vigtig del af velfærdsstatens historie.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Institutionsmiljø ved Viebæltet bevares og synliggøres som et unikt bymiljø med mange tidligere institutionsbygninger fra velfærdsamfundets opbygning,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Ved opførelsen af Svendborgs Fattig- og Arbejdsanstalt i 1872 kom den første egentlige offentlige institution til Viebæltet. Et af datidens store problemer blev der markant taget vare på i et nyt prestigefyldt bygningskompleks af Jens Juel Eckersberg, nemlig Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt. I 1887 blev Svendborg Industriforenings Tekniske Skole - nu Svendborg Kommune, Social og Sundhed - indviet overfor fattiggården; tegnet af Henrik Wandall, en arkitekt fra Svendborg. I 1905 og igen i 1935 blev skolen udvidet med en tilbygning i samme stil som den oprindelige bygning.

I 1932 blev der i området opført et statsgymnasium – nu VUC-center - og i 1937 blev biblioteket bygget overfor gymnasiet i tidens stil. Det sidste offentlige bygningsanlæg var opførelsen af Svendborg Handelshøjskole – nu Musikkens Hus - i årene 1943-44 i funkisstil, der harmonerede med biblioteket.

Med flytningen af Svendborg Gymnasium, indledtes funktionstømning og -ændringer, idet flere af institutionerne efterhånden flyttede fra Viebæltet. Kun biblioteket har i dag bevaret sin oprindelige funktion.

Institutionerne er opført over en periode på ca. 70 år og ligger som enkelte volumener på det skånende terræn ved Dronningemaen, Svinget og Viebæltet.

Institutionsområdet rummer en række markante enkeltbygninger, der er gode eksempler på forskellige arkitektoniske stilarter. Særligt klassicismen er stærkt repræsenteret, men også funktionalismen kommer til udtryk i biblioteksbygningen fra 1937 og i handelsskolen fra 1943-44. Med en enkelt undtagelse er bygningerne opført i gule sten og langt de fleste er i to etager, hvilket giver området et stærkt helhedspræg.

Arkitektonisk afspejler området overgangen fra nyklassicisme til funktionalisme og rummer en række velbevarede eksempler på begge stilarter.

Bærende bevaringsværdier

De bærende bevaringsværdier er:

  • de enkeltstående bygningers udformning og arkitektur
  • sammenhængen mellem bygningskroppene med ensartethed i materialevalg, volumener og proportioner

Området er først og fremmest sårbart overfor større arkitektoniske forandringer, der kan forstyrre de helstøbte tidsbilleder.

I dag skæmmes området af det store parkeringsareal bag bygningen for den tidligere Tekniske Skole, ligesom den seneste tilbygning hertil bryder med områdets karakter. Den lave tilbygning til biblioteket er opført uden hensyntagen til det omkringliggende miljø, og den fjerner fokus fra bibliotekets velproportionerede funktionalistiske facader. Eksempler som disse bør undgås i fremtiden, og tilbygningen til biblioteket bør, om muligt, fjernes eller redesignes.

Kulturmiljøområdet er omfattet af Byplanvedtægt 31 og Lokalplan nr. 001.290 Facader og skilte. Alle bygninger opført op til år 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment). Bygninger og haveanlæg ved den tidligere Fattiggård – nu Forsorgsmuseet - er fredet.


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Læs mere om kulturmiljøet pdf Institutionsmiljoe_ved_Viebælte her.

Strategi og indsats

Med tiden vil der kunne opstå ønsker og behov for ombygning, modernisering og energirenoveringer af bygninger og anlæg indenfor kulturmiljøet. Her er det af stor betydning at omdannelsen tager udgangspunkt i områdets struktur, skala, dimensioner, kulturmiljøet og fredede og bevaringsværdige bygninger.

Kulturmiljøet Viebæltets Institutionsmiljø indeholder arkitektur af høj kvalitet. Byrådet vil arbejde for at understøtte kulturmiljøet, som et aktiv i Svendborg bymidte. Der er gode potentialer i en samlet formidling om stedets ensartede arkitektur sammenholdt med de forskellige funktioner, der har understøttet opbygningen af det demokratiske velfærdssamfund med socialforanstaltninger, uddannelse og folkeoplysning.

Blandt virkemidlerne til at højne kulturmiljøets arkitektoniske kvaliteter kan være en nedrivning af de tilbygninger og parkeringsanlæg, som senere er blevet tilføjet og som passer dårligt ind i den oprindelige arkitektur. 

 

Strandvejskvarteret

Strandvejskvarteret er et villaområde, som er opstået i begyndelsen af 1900-tallet langs Svendborgsundkysten vest for færgestedet til Tåsinge. Området er blot ét af flere store, tæt bebyggede, villaområder, der ligger tæt omkring bykernen i Svendborg. Området fortæller både om byvækst og boligidealer i første halvdel af 1900-tallet. Med sin perlerække af eksemplariske villaer er området en guldgrube af stilarter og detaljer, som vidner om borgerstandens vilje til at ofre energi og ressourcer på et præsentabelt hjem - samtidig med at området er et tidligt eksempel på villaudstykningen som investeringsobjekt.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Strandvejskvarteret bevares og synliggøres som eksempel på byvækst og borgerskabets bygningskulturelle idealer i en dansk købstad i første halvdel af 1900-tallet.
  • fastholde området som et attraktivt boligområde.
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Strandvejskvarteret ligger mellem kysten og jernbanen. På den anden led strækker området sig fra den gamle middelalderbys udkant ved Valdemarsgade og vestpå mod Svendborgsundbroen, og det er struktureret som et net af villaveje med Strandvejen som den gennemgående rygrad. Området kan ses som to selvstændige kvarterer - Lunden, udstykket omkring år 1900 med udgangspunkt i en bådehavn anlagt ved udgravning af en tidligere strandeng, og det lidt nyere kvarter i den østlige del med Willemoesvej, Herluf Trolles Vej og Otte Ruds Vej.

De to områder signalerer med deres forskellige vejføringer også skiftende byidealer: Det tidligste område Lunden er opbygget af lige vejstrækninger og med en vis monumental karakter, som blandt andet viser sig ved små pladsdannelser ved de afskårne hjørner ved krydsene mellem Strandvej og Rønnes Allé og Niels Juels Vej. Det lidt senere bebyggede Willemoes-kvarter synes med sine kurvede og organiske vejforløb påvirket af den engelske haveby-bevægelse. Et centralt element i Lunden er den udgravede bådehavn. Desværre er der ingen steder offentlig adgang helt ned til havnen, men nogle af de smalle bådejerlodder giver udsyn til den.

Bærende bevaringsværdier

De bærende bevaringsværdier er

  • udstykningsstrukturen og vejstrukturen med tilhørende vejtræer
  • villabyggerier fra perioden 1900-1950 med fine arkitektoniske eksempler fra alle perioderne

Området er især sårbart overfor ufølsom istandsættelse af bygningerne, særligt oppudsning af blank mur, forkert udformning eller belægning på tage samt utilpassede vinduer. Områdets villaer har en størrelse, der oftest kan rumme et moderne liv, men et vist behov for tilbygninger kan ikke afvises. Tilbygninger bør udføres med stor omhu, og der kunne være behov for en vejledning i, hvordan man kan gennemføre tilbygninger, uden at det går ud over områdets karakter.

Strandparcellerne i den sydvestlige del af kulturmiljøet indgår i lokalplan 533 om ”Landskabsbevaring for dele af Rantzausmindekysten”. Bygninger opført op til 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet

Læs mere om kulturmiljøet pdf Strandvejskvarteret her.

Strategi og indsats

Med tiden vil der kunne opstå ønsker og behov for ombygning, modernisering og energirenoveringer af bygninger og anlæg indenfor kulturmiljøet. Her er det af stor betydning at omdannelse tager udgangspunkt i områdets struktur, skala, dimensioner, kulturmiljøet og bevaringsværdige bygninger.

Kulturmiljøet Strandvejskvarteret skal sikres og synliggøres som et karakterfuldt bykvarter med bymønstre og villabyggeri i forskellige arkitektonisk stil fra perioden 1900-1950.

Byrådet vil arbejde for at understøtte kulturmiljøet som et aktiv for ejerne, borgerne og besøgende. Kulturmiljøet skal kunne fortælle om datidens bygningskultur og samtidig fungere som ramme for et nutidigt, moderne liv.

Med en lokalplan indeholdende bevaringsbestemmelser vil det bedre være muligt at sikre bebyggelsens værdifulde arkitektoniske og historiske kvaliteter. Da haverne foran bygningerne er en vigtig del af helhedsbilledet, bør der også fastsættes bestemmelser for forhaverne.

Byrådet ønsker at samarbejde med beboere og interessenter om at udbrede viden om bygningskulturen, og hvordan man bedst respekterer husets stil i forbindelse med renoveringer og ændringer.

 

Glentevej og Mågevej

Kulturmiljøet Glentevej og Mågevej omfatter også Fruerskovvej og er et boligområde med almennyttige boliger i form af etageboliger og enfamiliehuse. Bebyggelsen er opført omkring 1950’erne. Området fortæller om udviklingen af den almennyttige boligsektor og om variationen i forskellige bygningstyper. Samtidig afspejler området med sin helstøbte arkitektoniske fremtræden bestræbelserne på at skabe gode rammer om livet i byen for den brede befolkning.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Glentevej og Mågevej bevares og synliggøres som eksempel på bygningskultur og bykvalitet i enfamiliehuse og almennyttige boligområder i midten af 1900-tallet,
  • fastholde området som et attraktivt boligområde,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet, vist på kortet, må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Områdets bebyggelse falder i tre dele. Den tidligste bebyggelse fra 1943 ligger på Fruerskovvej og Mågevej. Det er en bebyggelse med ensartede énfamilie-boliger i gule tegl, og som tydeligvis er opført som en sammenhængende, ensartet bebyggelse, nogle af Svendborg Boligselskab af 1941 A/S. Alle husene er i dag privatejede. Bebyggelsen er formodentlig opført med statslån. Husene har en kvadratisk grundplan og højt rejst saddeltag med gavlene mod vejen. Det gentagne gavlmotiv giver bebyggelsen en stærk helhed.

På Glentevej ligger en bebyggelse med lidt større enfamiliehuse, som ligger i en vifteform på begge sider af det kurvede vejforløb. Også disse huse er gavlvendte, og bebyggelsesplanen giver sammen med vejens krumning et varieret billede af de ellers helt ens huse. Det sidste stykke af vejen er bebygget med etagehuse i 2 etager med hel-valmede saddeltage. Husene ligger i forlængelse af hinanden på begge sider af vejen. Hele bebyggelsen på Glentevej fremstår meget markant, når man passerer på Sundbrovej.

De bærende bevaringsværdier er:

  • den ensartede karakter i de tidligste enfamiliehuse på Fruerskov og Mågevej
  • den ensartede karakter i de senere byggede enfamiliehuse på Glentevej
  • den ensartede karakter i etagehusbebyggelsen

Særligt bebyggelsen på Fruerskovvej og Mågevej er sårbar på grund af det private ejerskab til de enkelte huse, som betyder forskelligartet istandsættelse og i nogle tilfælde oppudsning af de ellers ensartede huse i blank mur. Der er også sket en vis tilbygning, men den er typisk sket på bagsiden og påvirker ikke i samme grad helhedsindtrykket. Det gør derimod carporte og i nogen grad forskelligartede haveanlæg, hvor tidens tendens til faste belægninger og mure i stedet for hække bryder områdets karakter.

Området er ikke omfattet af lokalplan eller byplanvedtægt. Ingen af bygningerne indenfor området har fået vurderet deres bevaringsværdi.


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet

Læs mere om kulturmiljøet pdf Glentevej_og_Mågevej her

Strategi og indsats

Med tiden vil der kunne opstå ønsker og behov for ombygning, modernisering og energirenoveringer af bygninger og anlæg indenfor kulturmiljøet. Her er det af stor betydning at omdannelse tager udgangspunkt i områdets struktur, skala, dimensioner, kulturmiljøet og bevaringsværdige bygninger.

Kulturmiljøet Glentevej og Mågevej boligområde skal sikres og synliggøres som eksempel på boligbyggeri under velfærdssamfundets opbygning.

Byrådet vil arbejde for at understøtte kulturmiljøet, som et aktiv for ejerne, beboerne og borgerne. Kulturmiljøet skal kunne fortælle om datidens bygningskultur og samtidig fungere som ramme for et nutidigt, moderne liv.

Med en lokalplan indeholdende bevaringsbestemmelser vil det bedre være muligt at sikre bebyggelsens ensartede karakterer i de forskellige delområder.

Byrådet ønsker at samarbejde med beboere og interessenter om at udbrede viden om bygningskulturen, og hvordan man bedst respekterer husets stil i forbindelse med renoveringer og ændringer. 

 

Den Runde Lystbådehavn

Det rekreative kulturmiljø omkring Den Runde Lystbådehavn består af de to oprindelige buede moler med en midtermole. Efter at færgefarten til Tåsinge blev indstillet i midten af 1960’erne er der tilføjet en østvendt bro ud fra den østlige buede mole, men denne indgår ikke i selve kulturmiljøet. Mod nord afgrænses kulturmiljøet af Otto Ruds vej, hvor der også er parkeringspladser.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Den Runde Lystbådehavn bevares og synliggøres som eksempel på en af landets første selvstændige lystbådehavne,
  • fastholde området som et attraktivt rekreativt område for maritime fritidsaktiviteter,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Der har længe været bedrevet lystsejlads i større stil i Svendborgsund, og Svendborg Sunds Sejlklub, der blev grundlagt i 1866, var en af landets første. Lystbådene lå fortøjet ved private havne og broer, eller - frem til etableringen af Jessens mole i 1872 - ved pæle i vigen.

Efter 1872 lå de i den nordlige del af havnen sammen med fiskekutterne. I 1920''erne og 30''erne lagde fiskekuttere beslag på en stadig større del af pladsen ved Jessens mole. Der opstod pladsmangel, og efter et massivt pres besluttedes det derfor at anlægge en lystbådehavn med plads til ca. 100 både.

Lystbådehavnen blev bygget som en karakteristisk funkis-bådehavn med to betonmolearme, der tilsammen danner et cirkulært havnebassin. Havnen er siden udvidet med pladser ved de gamle færgelejer, en midtermole og en jollebro vest for selve havnen. Sejlklubben lejede i 1958 Færgegården som klubhus. I dag er havnen helt fyldt op af sejlere, og der har været planer om at udvide anlægget ud i vandet og mod vest. Disse planer er dog skrinlagt i 2012.

De bærende bevaringsværdier er:

  • Den Runde Lystbådehavns to halvcirkulære betonmoler
  • områdets markante afgrænsning mod land i form af rækken af patriciervillaer på Otte Ruds Vej
  • områdets åbenhed, der muliggør udsyn over Svendborgssund

Kulturmiljøets helt særlige karakteristika er lystbådehavnens halvcirkulære betonmoler. Uden dem, eller ved en tænkt situation, hvor disse molers form sløres afgørende, mister kulturmiljøet sin berettigelse. Ved en renovering eller omdannelse af Den Runde Lystbådehavn er det derfor afgørende, at betonmolernes karakteristiske halvcirkelslag fortsat kan opfattes.

Kulturmiljøområdet er fortsat omfattet af Lokalplan 513, hvis formål det er at muliggøre en udvidelse af Den Runde Lystbådehavn. Lokalplanen sikrer den oprindelige lystbådehavns cirkulære moler, men kulturmiljøet sløres delvis af de broer der iht. lokalplanen vil kunne etableres omkring det oprindelige anlæg.


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

 

Strategi og indsats

Med de skrinlagte planer for udbygning af Den Runde Lystbådehavn er kulturmiljøet ikke aktuelt truet af omdannelse, men i højere grad af forfald i form af fremadskridende nedbrydning af bl.a. betonkonstruktionerne. Det vil derfor for bevarelsen af dette kulturmiljø være afgørende, at der skaffes finansiering til vedligeholdelse af bl.a. betonmolerne.

 

Tåsingeoverfarten

Færgemiljøet omfatter de gamle færgelejer nordøst for Den Runde Lystbådehavn. Området strækker sig fra Færgevejs østside og inkluderer Færgegården og restaurant ”Borgen”.

I dag rummer denne del af området endvidere parkeringspladser, en grillbar og grænser op til en lille strand. De gamle færgelejer benyttes nu til lystbåde og er til dels omsluttet af lystbådehavnen. Færgegården bruges af lokale foreninger, og den ene af de store villaer, ”Borgen”, er indrettet til restaurant.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Tåsingeoverfarten bevares og synliggøres som eksempel på et i fysisk forstand mindre færgested, men med regional betydning,
  • muliggøre et samspil mellem karakteren af færgested og områdets nuværende anvendelse til maritime fritidsaktiviteter,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Tåsingeoverfarten, der tidligere var landets næstmest trafikerede færgerute – kun overgået af Storebæltsoverfarten – har tilsyneladende altid sejlet fra færgelejet vest for Svendborg til Vindeby på Tåsinge.

Miljøet bestod i sejlskibstiden af en træbro og af Færgegården, hvor rejsende kunne få kost og logi. Baronen på Valdemars Slot ejede overfarten (som blev forpagtet ud) frem til 1926, hvor fire Tåsinge-kommuner købte den. Frem til 1873 foregik overfarten med sejlbåde, som blev erstattet af hjuldamperen Fritz Juel og i 1926 af en motorbilfærge.

Betonbolværket stammer fra den seneste periode. I 1935 opførtes lystbådehavnen, som begrænsede anlægget mod sydvest. Overfarten blev flittigt benyttet, indtil Svendborgsundbroen mellem Svendborgog Tåsinge åbnede i 1966. Herefter fik anlægget lov at forfalde.

De bærende bevaringsværdier er:

  • de to bevarede færgelejer fra Tåsingeoverfarten
  • Færgegården og Borgen

Kulturmiljøets primære berettigelse er de bevarede færgelejer, men også de bevarede bygninger Færgegården og Borgen med sekundære aktiviteter i form af overnatnings- og bespisningsmulighed er vigtige for forståelsen af dette kulturmiljø. Færgelejernes eksistens kan blive truet ved en renovering eller udbygning af den omgivende lystbådehavn, men også ved at de ikke har en praktisk funktion i deres nuværende sammenhæng og derfor får lov til at forfalde.

Kulturmiljøet er, bortset fra Borgen, omfattet af lokalplan 513. Lokalplanen sikrer ikke færgelejerne som bevaringsværdige elementer. Bygninger opført op til 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

 

Strategi og indsats

Historien om færgefarten der bandt Tåsinge og Sydfyn sammen er en vigtig del af Svendborgs udviklingshistorie. Derfor bør de lidt glemte og hensygnende færgelejer trækkes frem, synliggøres og eventuelt tildeles en ny funktion. Som følge af renoveringsprojekt bliver færgelejet mod NØ renoveret, og færgelejet mod SV får en ny funktion, hvor spor fra det tidligere færgeleje bliver synligt i belægningen. Ved en fremtidig planlægning bør de endvidere sikres gennem lokalplanlægning. Nye anvendelser kunne være som kajplads for én af de gamle Vindebyfærger, eller som anløbssted for en sundfart eller en ny færgeforbindelse for cyklister og fodgængere mellem Vindeby og Svendborg. Se også kulturmiljøet A9 Hovedvejen. 

 

Færgehavn på Havnepladsen

Miljøet omfatter den ældste del af Svendborgs gamle havn for enden af Brogade - fra Ærøfærgens leje og Færgegården i syd til broen til Frederiksøen med Drejø-Skarø-færgens leje i nord. Mod vest ligger havnefrontens bygninger: Hotel Ærø, det tidligere Hotel Svendborg, Svendborgsund, den gamle havnefogedbolig og Mæglergården. På molen mod syd findes lejer til færgerne til Ærø og Hjortø. På dampskibsmolen findes det karakteristiske stykgodspakhus i træ, som i dag rummer Maritimt Center. I forlængelse af pakhuset ligger skibsmægler E.W.v.d. Hude & Søns kontorbygning fra 1928 og en ny ventesal til færgernes passagerer. Henover pladsen strækker opmarchpladser til Ærøfærgen og parkeringspladser til øboerne sig. Her er der stadig rester af brolægning og jernbanespor ned til færgelejerne. Havnepladsen med Dampskibsmolen ligger for enden af Brogade, omtrent hvor den oprindelige skibsbro gik ud fra kysten. Skibsbroen blev udbygget flere gange fra 1766, og i 1818-21 fik broen bolværk, der gjorde den til en egentlig havneplads.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Færgehavn på Havnepladsen bevares og synliggøres som eksempel på den industrialiserede havns færgehavn med en bred sammensætning af havneplads, pakhus, havnekontor, hoteller og restaurationer,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet. 
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Havnepladsen var en åben plads, hvorpå der blev opbevaret varer, bygget skibe, lastet og losset. Skibene lå ikke fortøjet ved pladsen, men ved pæle ude i vigen mellem kysten og Frederiksøen.

I 1836 opførtes havnens første bygninger på pladsen, nemlig et kogehus og en toldbod, og året efter den endnu bevarede havnefogedbolig og et materielhus. Den første beværtning ud til havnefronten, Svendborgsund, blev bygget i 1834. Færgegården kom til omkring år 1850, Hotel Ærø omkring 1870 og det tidligere Hotel Svendborg omkring 1880. Alle er bevarede som beværtninger og hoteller i dag.

Fra sydsiden af Havnepladsen udgik færgerne til en del af de omkringliggende øer - dog ikke Tåsinge. Færgen hertil har siden middelalderen sejlet fra et sted længere mod vest ved den nuværende lystbådehavn.

Havnepladsen blev udvidet i 1854 med en træbro med brohoved mod sydøst. Årsagen var dampskibene, hvoraf det første i Svendborg, ”Caledonia”, anløb i 1820. De nye dybtgående dampskibe kunne ikke lægge til ved den gamle havneplads, som derfor måtte udvides.

Broen blev hurtigt et populært udflugtsmål for byens borgere. Det var derfor under store protester, at broen senere blev nedlagt, da Jessens Mole blev anlagt i 1872-77, og Havnepladsen blev forhøjet, så den kunne modtage dampskibene.

Dampskibsfarten blev efterhånden regelmæssig, og det gav anledning til opførelsen af det karakteristiske endnu eksisterende stykgodspakhus fra 1873.

Dampskibsmolen og Havnepladsen skalses i sammenhæng med jernbanen, hvis første strækning til Odense blev anlagt i 1876 og senere efterfulgt af strækninger til Nyborg (1897) og Fåborg (1916).

Den voksende person- og godstrafik gjorde Svendborg til et knudepunkt i Det Sydfynske Øhav med kvægtorv fra omkring 1924 og kgl. vejerbod fra omkring 1900. Denne funktion for den tidlige havn bliver understreget af de mange restaurationer og hoteller i området - ikke mindst i Frederiksgade.

I sammenhæng med stykgodspakhuset byggede E.W. v.d. Hude i 1928 et lille hovedkontor på Havnepladsen, som findes endnu.

Havnepladsen og dampskibsmolen har frem til i dag bevaret funktionen som knudepunkt for færgesejlads til en række øer i Det Sydfynske Øhav.

De bærende bevaringsværdier er:

  • den åbne og meget brede havneplads med oprindelig brostensbelægning, pullerter og jernbanespor til Frederiksø og Ærø-færgen,
  • den sammenhængende række af havnerelaterede gæstgiverier, hoteller og restaurationer,
  • det fritliggende stykgodspakhus (Maritimt Center)

Kulturmiljøets styrke er den sammenhængende facaderække af bevaringsværdige bygninger med relation til hotel, gæstgiveri og restaurationsvirksomhed i tilknytning til færgedriften samt den store åbne havneplads. Nogle af bygningerne er væsentligt ombyggede, men det sammenhængende præg giver områdets styrke. Havnepladsens fortælleværdi vil blive svækket betydeligt, hvis der tilføres nybyggeri der bryder det åbne præg. De kulturhistoriske spor på terræn i form af jernbanespor og granitbelægninger vil være udsatte ifm renovering af opmarchområder og lignende.

Den sydlige del af den åbne havneplads er omfattet af den bevarende lokalplan 238 (omfatter Maritimt Centers Pakhus). Derudover er randbebebyggelsen mod den sydlige del af Havnepladsen udpeget som bevaringsværdig i lokalplan 338. Bygninger opført op til 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Strategi og indsats

Havnepladsens bidrag til Svendborgs rolle som springbræt til øerne i Det Sydfynske Øhav bør understreges også i fremtiden. En forøget trafik som følge af en intensiveret færgedrift kan eventuelt komme i konflikt med bevaringsinteresserne, men eksempelvis øget færgefrekvens kræver ikke nødvendigvis større opmarcharealer.

Udviklingsinteresserne knytter sig for tiden især til færgeforbindelsen til Ærø. De anlægsmæssige ændringer af Havnepladsen, som er påkrævet i den forbindelse, bør gennemføres under hensyntagen til områdets sårbarhed, herunder fastholdelsen af det åbne præg og bevaringen af kulturhistoriske spor på terræn i form af jernbanespor og granitbelægninger. 

 

Gasværkshavnen

Kulturmiljøet er tydeligt afgrænset op mod Kullinggade/Færgevej med en rødstensmur. Mod nord grænser gasværkets område op til Baagøe & Ribers Plads. Mod syd grænser området op til jollebroen og boliger ved Tuxensvej. På gasværkets område ligger fortsat produktionshallen – den såkaldte retortbygning fra 1936 – sammen med flere lagerbygninger og skure, samt administrationsbygningen og forvalterboligen ved Kullinggade.

Gasværkets beholdere er væk, men indeni en original, cirkulær støbejernsramme for en gasbeholder er der opført en rund glasbygning med reference til de tidligere beholdere. Ved siden af den gamle retortbygning er der opført to nye kontorbygninger, ligeledes i rødsten. De nye bygninger, der blandt andet huser en forskerpark, har genbrugt en del signifikante detaljer fra retortbygningen, blandt andet en høj rygning og lange åbninger i facaden. Gasværket har i dag en moderne kaj med betonbolværk, der fungerer som oplægsplads for slæbebåde og andre erhvervsfartøjer.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • kulturmiljøet Gasværkshavnen bevares og synliggøres som et sjældent bevaret eksempel på et købstads-gasværk.
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

I 1856 blev Svendborgs gasværk opført, kun tre år efter gassens introduktion i de danske byer. Til værket blev anlagt en ca. 40 meter træskibsbro med en dybde på ca. 4 meter. De store mængder kul, produktionen af gas krævede, gjorde en god vanddybde nødvendig. Gasværket bestod af tre kuldepoter og et koksdepot mod nord og nede ved vandet, et ovnhus og tre gasbeholdere oppe ved vejen. Dertil kom en forvalterbolig fra 1916. Der kom løbende flere bygninger til, og grunden blev udvidet mod syd i mellemkrigstiden.

Omkring 1900 vandt kogegassen for alvor frem, og husholdningerne blev tilkoblet forsyningsnettet. Det gav god omsætning, og anlægget producerede da også 3,3 millioner m3 gas i 1955-56. I 1973 overgik værket til ”butanluftgasværk”. Det fungerede frem til 2003, hvor gasproduktionen ophørte i Svendborg, og gasværket lukkede. Gasværkets bygninger danner i dag rammen om en forskerpark og flere liberale erhverv og rådgivningsvirksomheder.

De bærende bevaringsværdier er:

  • den åbne havekarakter omkring forvalterboligen
  • det ubebyggede kajareal
  • de karakteristiske arkitektoniske og funktionelle udtryk i retortbygning og ”glasbeholder”
  • Gasværksområdet er med færdiggørelsen af kontorhuset i forlængelse af retortbygningen fuldt udbygget i henhold til lokalplanen for området. Lokalplanens intention var at bevare nogle af områdets karaktertræk, herunder rammerne for ”glasbeholderen” og kopieringen af retortbygningens karakter over i de to nye kontorhuse. Da der således ikke er flere
  • udbygningsmuligheder synes området ikke sårbart hvad angår nybebyggelser. Det er imidlertid vigtigt, at kajarealet fortsat friholdes og dermed giver mulighed for såvel ind- som udsigt.

Kulturmiljøområdet er omfattet af Lokalplan 396, hvor de bevaringsværdige bygninger er udpeget. Alle bygninger opført op til år 1940 indenfor kulturmiljøet har i 1998 fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.


Strategi og indsats

Byrådet vil arbejde for, at kajarealet fortsat friholdes og dermed giver mulighed for såvel ind- som udsigt.

 

Købmandsgården Baagøe & Riber i Kullinggade

Området omfatter det søndre havnebassin med den tidligere Baagøe & Ribers Plads og området omkring Det Gule Pakhus. Mod syd grænser området op til gasværket, og mod vest er det afgrænset af Kullinggade. Mod nord grænser det op til Brogades baghuse. Baagøe & Ribers Plads huser både pakhuse, lagre, administrationsbygning/bolig samt bolværk og havneareal, der tidligere var privat havn for Baagøe & Riber. Det gamle træbolværk er dog erstattet af en kampestensbefæstning. Mod nord omfatter miljøet Det Gule Pakhus, en nyere bygning, der er bygget i samme stil som pakhuset, og den bagvedliggende parkeringsplads.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • de bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet Købmandsgården Baagøe og Riber i Kullinggade bevares og synliggøres som eksempel på kornpakhuse fra 1800-tallets kornsalgstid og den efterfølgende transformation til købmandsgård og trælasthandel,
  • kulturmiljøet, såfremt de oprindelige aktiviteter afvikles, kan overgå til nye byfunktioner under hensyntagen til områdets bevaringsværdier,
  • den særlige matrikelstruktur mellem Kullinggade og Mudderhullet bevares,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Området blev første gang købt af købmand Quist i 1798. Her oprettede han i de følgende år et skibsværft og drev et handelshus og rederi. Quist byggede et bolværk, som er gengivet på et havnekort fra 1799, og som gav mulighed for, at hans skibe kunne lægge til direkte ved hans grund. I 1817 købte H.J. Baagøe virksomheden og drev den videre. Baagøe opførte blandt andet de to kornmagasiner fra 1824 og 1840’erne, der fortsat står på pladsen. Frem til 2009 var det den samme slægt, der drev virksomhed på pladsen – i den sidste tid som trælasthandel. I dag er pladsen til dels overtaget af en ny trælasthandel, dels af en kajakbutik.

Nord for Baagøe & Ribers Plads opførtes i 1858 et kornmagasin af grosserer Rasmussen med front mod havnen. Kornmagasinet blev i 1872 overtaget af L. Lange, J. Baagøe og N. Troensegaard, da de dannede et aktieselskab for at etablere en dampmølle. Magasinet blev så indrettet som dampmølle med maskinrum, kedelrum med skorsten, silotårn og kulhus. Møllen startede op i 1874, men en brand i 1938 efterlod kun ydermurene. De dannede rammen om et nyt pakhus med omtrent samme udseende, der blev indrettet som tørreri.

Pakhuset var i brug frem til omkring 1985, til sidst som en del af Nordisk Kellogg's. På pladsen bag pakhuset lå tidligere Svendborg Eddikefabrik. Fabrikkens produktionsbygninger fra 1880'erne strakte sig fra forhuset i Brogade som en serie af sammenbyggede bygninger ned til kajen bag dampmøllen, hvorfra eddiken blev udskibet. Vest for disse bygninger var der kulplads. Fabrikken afvikledes i 1950’erne, og et pibeværksted rykkede ind i de forladte bygninger.

Alle produktionsbygningerne blev dog nedrevet i forbindelse med renoveringen af Det Gule Pakhus i 1980'erne. På pladsen bag Det Gule Pakhus opførtes samtidig et nybyggeri i samme stil som pakhuset. Bag pakhusene er der i dag parkeringsplads på den gamle kulplads.

De bærende bevaringsværdier er:

  • den smalle kaj i granitmaterialer skaber en karakteristisk nær sammenhæng mellem Dampmølle (Det gule pakhus) og havnebassin
  • de smalle matrikler som forløber ubrudt fra husrækken mod Kullinggade til havnebassinet i Mudderhullet findes ikke bevaret andre steder på Svendborg Havn
  • det åbne rum mellem Baagøes to kornpakhuse og den direkte adgang til vandet er karakteristisk for denne del af kulturmiljøet

Den tidligere dampmølle – Det gule Pakhus – er meget ombygget gennem tiden, men kan alligevel stadig forstås med sin tidligere funktion som dampmølle og pakhus. Den særlige karakter af smalle matrikler ud mod Mudderhullet kan let blive sløret af baghuse og overdrevent brug af plankeværker ol. Fjernelse af den nyere, og i sig selv ikke bevaringsværdige bebyggelse indenfor det tidligere Baagøe og Riber, kan ændre områdets karakter af tømmerplads i en uheldig retning.

Der er kun lokalplanlagt for den nordligste del af kulturmiljøet, med lokalplanens afgrænsning mod syd ved Baagøe & Ribers nordlige skel. I det nordlige område er der i lokalplanen udpeget bevaringsværdig bebyggelse. Alle bygninger opført op til år 1970 indenfor kulturmiljøet har i 2007 ifm Kulturarvsstyrelsens gennemgang af danske havne fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Strategi og indsats

Efter lukningen af Baagøe og Ribers Trælast har denne del af kulturmiljøets fremtid været usikker. Ved en væsentlig ændring af områdets anvendelse bør der ud over den bevaringsværdige bebyggelse i videst muligt omfang tages hensyn til sikring af tømmerladerne da sådanne ikke findes bevaret andre steder på havnen. Der bør arbejdes for at denne sydlige del af havnen bliver mere åben og tilgængelig og på den måde bidrager bedre til den samlede maritime fortælling.

Den offentlige tilgængelighed til området er pga ejerforholdene mindre god. For at sikre synlighed ind i området og forbindelse til Gasværkshavnen syd for området bør der arbejdes for en sammenhængende stiforbindelse fra Havnepladsen til Gasværkshavnen og videre til Den runde Lystbådehavn.

 

Korn og Foderstof på Østre Havn

Østre Havn rummer en korn- og foderstofhavn og et bagland på nordsiden af Østre Havnevej, med produktionsbygninger, som har rummet virksomhed med tilknytning til korn- og foderstofhavnen. Ud mod kajen strækker området sig fra Hudes Plads og Trappebækkens udløb i vest til resterne af Øxenbjerg Dampmølle og Troensegaards hovedbyning i øst. På nordsiden af Østre Havnevej omfatter miljøet dels de gamle Kelloggsbygninger, dels Trælasten, hvoraf et par af bygningerne stammer fra det oprindelige svineslagteri. Som en isoleret ø bag det tidligere godsbaneareal ligger pakhuset, der tidligere var Sydfyns Frøavl. Cikoriefabrikken, der i dag er katolsk kirke, hører også med til miljøet, selv om det også ligger bag det tidligere baneareal. 

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • de bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet Korn og foderstof på Østre Havn bevares og synliggøres som eksempel på en central funktion i den industrialiserede havn,
  • kulturmiljøet, såfremt de oprindelige aktiviteter afvikles, kan overgå til nye byfunktioner under hensyntagen til områdets bærende bevaringsværdier,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Inden selve havnen blev bygget, fandtes der allerede en del byggeri og virksomheder i området. I starten af1800-tallet fandtes der flere værfter i den nordøstlige del af bugten, blandt andet et værft med bedding ved Øxenbjerg fra 1833. Værftet blev i 1875 overtaget af P.Troensegaard, der udover at bygge skibe også anlagde Øxenbjerg Dampmølle på området i 1879. Det var områdets første egentlige industrivirksomhed. Møllen blev løbende udvidet, men lukkede i 1976, og bygningerne blev overtaget af Nordisk Kellogg 's. I dag står værftets hovedbygning tilbage, mens resten af værftets og møllens bygninger er væk.

I den vestlige del af området havde skibsbygger Rasmus Møller i 1840 'erne opført en 55 m lang skibsbro ved Trappebækkens udløb. Møllers værft blev i 1872 købt af mægler og købmand E.W. v.d. Hude, som etablerede en træimport på området. Den lange bro blev derfor udvidet og bebygget med tørrelader og pakhuse. Hudes træimportvirksomhed og Petersen & Jensens trælasthandel blev i 1900 lagt sammen til Svendborg Trælasthandel, der i dag fungerer som byggemarked.

I 1898 - 1901 anlagdes så Østre Havn ved at forlænge Nordre Kaj ud til Øxenbjerg. Ved Øxenbjerg Værft blev der udgravet et havnebassin, som senere blev kaldt ”Frihavnen”. Havneafsnittet blev etpopulært område for byens voksende industri, blandt andet fordi havnespor førte jernbanen helt ned på kajen, og området blev hurtigt domineret af korn og foderstof-industrien.

I 1895 flyttede Boghvede- og Havremøllen ned på havnen. Her fungerede den, indtil Nordisk Kellogg's overtog i 1963. Nordisk Kellogg 's overtog løbende store dele af havnens bygninger og udvidede adskillige gange op igennem 1970 'erne. Virksomheden kom derfor til at præge hele området med store produktionsbygninger, men stoppede sin produktion og flyttede ud i 2003.

I 1901 stod den første bygning bygget på den nye havn færdig, nemlig kolonial- og grovvareselskabet Petersen & Jensens fireetagers murede pakhus med elevatortårn. Det blev udvidet allerede i 1904 og var frem til 1954 den mest markante bygning i området. I 1905 etablerede Fyns Andels Foderstofforretning (FAF) sig ved siden af Petersen og Jensen med et pakhus på Troensegaardsvej.

Allerede i 1906 byggede de til med administrationskontor, silopakhus og maskinbygning. Fra 1912 udvidede FAF med yderligere seks nye pakhuse før de to store stadigt fungerende silopakhusefra 1955 og 1960. FAF overtog i 1969 Petersen & Jensen og fungerer fortsat på havnen. Firmaet er således med til at fastholde Østre Havn som en korn- og foderstofhavn.

Som noget af det eneste ikke-industri på Østre Havn findes yderst mod øst byens roklub fra 1894. Klubben fik sit nu så karakteristiske klubhus i 1934. Med til miljøet hører også cikoriefabrikken fra 1866, der ikke er placeret på havnen. Fabrikken gik fallit i 1873 og er siden 1886 blevet anvendt som katolsk kirke. Nord for denne ligger den gamle Frøavls bygning fra ca. 1940, hvor der i dag er indrettet lejligheder.

De bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet Korn og Foderstof på Østre Havn er:

  • silopakhusenes store bygningsvolumener ud mod Østre Kaj danner et karakteristisk billede på den industrialiserede havn
  • at i kvarteret mellem Østre Havnevej og Østre Kaj underordner pakhuse, silopakhuse og administrationsbygning sig et stramt funktionalistisk gadenet i gridmønste
  • havnefronten på Østre Kaj er organiseret efter en funktionelt betinget byggelinie, der sikrer et ca. 18m bredt ubebygget håndteringsareal på kajen
  • en række tekniske anlæg, som bidrager til fortællingen om den industrialiserede havn: sporanlæg fra godsbanen, brovægt på Troensegårdsvej, granitpullerter ved Frihavnen, kran/sugeanlæg ved Kelloggs ' silo samt transportører og sugeanlæg på siloer

På grund af sin store samlede bygningsvolumen og store dimensioner på især silopakhusene er området forholdsvis robust overfor forandringer. Området vil derfor kunne tåle funktionelle forandringer, når blot de bærende bevaringsværdier respekteres. Herunder er det væsentligt også at sikre de tekniske anlæg som beskrevet under bærende bevaringsværdier, idet disse supplerer den historie bygningsmassen fortæller.

Kulturmiljøet er omfattet af lokalplanerne 122, 309 og 356. Ingen af disse er udarbejdet med henblik på sikring af bevaringsværdig bebyggelse. Troensegaard, som er den tilbageværende del af Øxenbjerg Værft, er fredet. Alle bygninger opført op til år 1970 indenfor kulturmiljøet har i 2007 i forbindelse med Kulturarvsstyrelsens gennemgang af danske havne fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Strategi og indsats

Byrådet ønsker at give mulighed for, at havnen kan udvikles i overensstemmelse med princippet om en maritim byhavn. Det betyder, at den mest miljøbelastende del af produktionserhvervene på Svendborg Havn, hvorunder korn- og foderstofproduktionen hører, ikke nødvendigvis kan opretholdes i al fremtid.

Såfremt der skal ske en omdannelse af Østre Havn, som indebærer nedlæggelse af de nuværende produktionsvirksomheder, er det ønskeligt, at forandringen sker under hensyntagen til de kulturhistoriske spor som rummes i såvel områdets overordnede organisering som i de bevaringsværdige bygninger. Ønsket er at den særlige industrihistorie på Østre Havn kan opleves og formidles via strukturer og bygningsmasse.

 

Trafikhavn på Jessens Mole og Nordre Kaj

Kulturmiljøet strækker sig fra Frederiksgade og broen til Frederiksø mod syd og omfatter hele havneafsnittet herfra mod nord til Trappebækkens udløb nordøst for Hudes Plads (ved overgangen til Østre Kaj). Mod land er miljøet omkranset af Svendborg Station, trafikterminalen og det tidligere godsbaneareal. Miljøet omfatter de gamle kulboder, skibsmæglerkontorer, toldboden og folkebygningen samt åbne kul- og tømmerpladser.

Ved molen findes desuden flydende restauration og havnekontor, en nyere fiskehandel, A.E. Sørensens mæglerkontor fra 1968 og rutebilstationen. En del af den gamle brostensbelægning er bevaret sammen med et enkelt jernbanespor. En slags havnepark med trappeforløb ned mod vandet strækker sig langs den nordligste del af Jessens Mole.

Miljøets anden del, Nordre Havn, strækker sig fra Jessens Mole til Hudes Plads. Her findes en række af de gamle kulboder bevaret, blandet med nyere værkstedsbyggeri. Området er asfalteret, men jernbanespor findes stadig flere steder.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • de bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet bevares og synliggøres som eksempel på den industrialiserede havns 1900-tals trafikhavn med en bred palet af funktioner,
  • kulturmiljøet, såfremt de oprindelige aktiviteter afvikles, kan overgå til nye byfunktioner under hensyntagen til områdets bærende bevaringsværdier,
  • kulturmiljøet bidrager til at skabe en længe efterspurgt sammenbinding mellem bymidte og havn – hvilket kan komme i konflikt med et kulturhistorisk grundet ønske om at sikre områdets oprindeligt mere åbne karakter,
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

De første ansatser til dette havneafsnit blev gjort med anlæggelsen af Nyhavn i 1866-68. Adgangsvejen til havnen fra nord havde længe været dårlig, og det skulle det nye havneafsnit gøre noget ved. Man anlagde derfor en ny vej (Havnegade) ned til kysten og opførte 90 m bolværk samt en havneplads, kaldet Nyhavn. På området bag havnen blev opført en cikoriefabrik, der gav denne del af havnen navnet ”Cikoriebroen” (se i øvrigt opslaget om korn- og foderstofhavnen ovenfor).

Svendborgs havn var allerede fra midten af 1800-tallet for trang. Havnepladsen for enden af Brogade kunne ikke rumme den eksisterende trafik, og anlæggelsen af Nyhavn løste ikke pladsproblemerne. Løsningen blev at anlægge en mole tværs over bugten fra Havnepladsen i syd til Nyhavn i nord, hvor der nu fandtes en række private strandgrunde og småhavne.

Ejerne af disse talte stærkt imod den nye mole, men i 1872 påbegyndtes anlæggelsen og opfyldningen af strandgrundene. Det varede frem til 1876, hvor Jessens Mole åbnede med jernbane, og i årtier fremover fungerede den som oplagsplads for kul og træ – fra 1930 ''''erne også benzin. En skibsproviantering var den eneste forretning.

I den sydlige ende blev der i sammenhæng med jernbanestationen opført en Kgl. Vejerbod i slutningen af 1870''''erne. I 1892 opførtes eksportstalde, og i 1925 en kvæghal ud mod Frederiksgade. I 1901 opførtes det nye toldkammer på det nordvestlige hjørne af molen, og i løbet af de næste årtier skød mæglerkontorer, toldvagt og SFDS '''' hovedbygning op på havnefronten. Der blev også anlagt jernbaneforbindelse ned på havnefronten.

I 1953 opførtes rutebilstationen ved nedrivning af nogle pakhuse, og i 1968 opførtes rederiet A.E. Sørensens administrationsbygning. Senest er havnekontoret flyttet ud og blevet flydende - det ligger i dag ved det nordlige hjørne af Jessens Mole.

Nordre Havn, der strækker sig fra Jessens Mole til Hudes Plads, blev anlagt allerede i 1890-93. På arealet bag kajen blev der blandt andet anlagt mindre kulpladser.

I havnens nordvestlige hjørne blev der i 1938 opført en bygning for havnens folk. Folkebygningen blev opført som erstatning for et gammelt træskur på Hudes Plads.

I 1903 kom Svendborgs første flydedok til at ligge ved Nordre Kaj med tilhørende værkstedsbygninger på land, og i 1942 etableredes motorværkstedet Petersen & Sørensen, hvor virksomheden fortsat ligger i en række sammenbyggede værkstedsbygninger.

Et par af de gamle kulboder fungerer i dag som værested og kaldes ”Den Blå Lagune”. Ellers er havneafsnittet travlt med stor udskiftning af skibe til reparation hos Petersen & Sørensens motorværksted. Nordre Havn er fortsat erhvervshavn.

De bærende bevaringsværdier er:

  • den åbne og brede havnekaj Jessens Mole med oprindelig brostensbelægning, pullerter, ophalersted og jernbanespor til Frederiksø og Ærø-færgen
  • den åbne og brede havnekaj Nordre Kaj med delvist bevarede jernbanespor
  • den åbne, solitære karakter af den bevaringsværdige småskalabebyggelse langs Jessens Mole
  • Toldbodens storladne, solitære beliggenhed

Området som helhed har undergået en række forandringer, hvorved de oprindelige strukturer er blevet delvist sløret og opløst. Rutebilstationen ved Jessens Mole, den nu nedlagte benzintank og A.E. Sørensens administrationsbygning er eksempler herpå. Dertil kommer betydelige ændringer i områdets trafikale struktur. På den sydlige del af Jessens Mole kan man endnu opleve småskalabebyggelsen, som der ved bygge- og anlægsprojekter bør tages særlige hensyn til.

Kulturmiljøet er omfattet af lokalplan 349, hvor en række bygninger er udpeget som bevaringsværdige. Alle bygninger opført op til år 1970 indenfor kulturmiljøet har i 2007 ifm. Kulturarvsstyrelsens gennemgang af danske havne fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet.

Strategi og indsats

I de hidtidige planer for havnenes udvikling er kulturmiljøet omkring Jessens Mole og Nordre Kaj udpeget til at skulle udgøre det centrale bindeled mellem bymidte og havn bl.a. gennem tilførelse af ny bebyggelse, nye funktioner og nye byrum. Strategien for denne udvikling bør være at bevaringsværdige bygninger og bærende bevaringsværdier indarbejdes i konkrete bygge- og anlægsprojekter. 

 

Værftshavnen på Frederiksø

Frederiksø ligger som en ø midt i havnen forbundet med en bro til Jessens mole. Hovedvirksomheden har siden øens etablering været værftsvirksomhed, og øen er i dag fortsat præget af værftsbygninger. En del af disse anvendes stadig til skibsbyggeri og reparation, mens andre er overgået til andre formål.

Der findes en række karakteristiske bygninger på den vestlige del af øen og store produktionshaller på den østlige og nordøstlige del. Stålskibsværftets gamle bedding findes også endnu og der er atter en flydedok ved øens sydøstside, efter at området i en årrække har rummet vindmølleproduktion.

Den nordvestlige del af øen bebos af Ring Andersens skibsværft, et aktivt træskibsværft med nogle velbevarede murede bygninger og flere produktionshaller og beddinger og en flydedok.

Mål

Det er byrådets mål, at:

  • de bærende bevaringsværdier i kulturmiljøet Værftshavnen på Frederiksø bevares og synliggøres som eksempel på en central funktion i den industrialiserede havn i almindelighed og i Svendborg havn i særdeleshed.
  • der tages helt særlige hensyn til fastholdelsen af træskibsværftet på Frederiksø.
  • kulturmiljøet Værftshavnen på Frederiksø, såfremt de oprindelige aktiviteter afvikles, kan overgå til nye byfunktioner under hensyntagen til områdets bærende bevaringsværdier.
  • udviklingen indenfor kulturmiljøet sker på baggrund af stedets kvaliteter, særpræg og lokal identitet.
Retningslinjer

Inden for kulturmiljøet vist på kortet må der kun gives tilladelse til og planlægges for aktiviteter, herunder bebyggelse og anlæg, såfremt:

  • der er tale om aktiviteter, som ikke forringer kvaliteten og oplevelsen af kulturmiljøet,
  • de bærende bevaringsværdier ikke tilsidesættes.

Det bevaringsværdige kulturmiljø er vist på kortet

Redegørelse

Oprindeligt var Frederiksø en lille sandbanke kaldet ”Koholmen”, der blev overskyllet ved højvande. I 1749 kom en vedtægt om, at alt ballastsand skulle losses på Koholmen, men først i 1843 opførtes en stendæmning, der muliggjorde, at øen kunne begynde at vokse ved opfyldningerne. Ved samme lejlighed omdøbtes den til Frederiksø efter den senere Frederik VII.

I 1851 blev der etableret en såkaldt helling (en ophalerbedding) på øens sydende. I 1853 - 1885 drev skibsreder S. Møller et saltsyderi på øen, der senere blev til fiskerøgeri, og på øens vestside lå vagervæsnets bygninger fra 1856 til de blev nedrevet i 1945. I en årrække fra 1866 havde byens borgmester Schrum aspargesbede på øen, og nogle arbejdere dyrkede kartofler der.

I 1852 lejede firmaet English & Hansen beddingen for 20 år, men vanskeligheder med at få kunder gjorde det økonomisk ufordelagtigt, og skibsbygger Jørgen Ring-Andersen overtog lejemålet af bedding og hellinghus i 1867. Dette blev starten på Jørgen Ring-Andersens træskibsværft, som har ligget på Frederiksø siden. Træskibsværftet ejes fortsat af samme familie.

Jørgen Ring-Andersen nåede at bygge 84 fartøjer inden sin død i 1901. I 1906 deltes værftet mellem hans to sønner Johannes Ring-Andersen og Jens Fisker Andersen. Værftet blev ved samme lejlighed delt i et træskibs- og et stålskibsværft.

Træskibsværftet blev flyttet længere mod nord, og Hellinghuset, der flyttede med, blev underetage i den kontorbygning, der fortsat eksisterer.

Jens Fisker Andersen startede Ring-Andersens Stålskibsværft, som i 1917 blev solgt til A/S Svendborg Stålskibsværft. Samme år påbegyndtes opførelsen af værftets karakteristiske bygninger:

Administrationsbygningen med kraftcentral, de tre sammenhængende bygninger med buede tage til grovsmedie og lagerrum samt de to buede haller med facade mod byen til maskinværksted og kedelsmedie.

Først i 1920 kom der bro til øen - og med den også jernbanespor, der endnu er bevarede.

Stålskibsværftet fungerede frem til 2001, hvor bygningerne overgik til vindmøllefabrikation. Vindmøllefabrikken flyttede dog ud i 2007, og bygningerne blev solgt til et investeringsselskab.

En del af stålskibsværftets bygninger rummer i dag Petersen & Sørensen A/S med bygning af mindre skibe og motorreparationer, mens enkelte af de andre bygninger er overgået til andre formål, blandt andet undervisning. Værftets oprindelige administrationsbygning rummer i dag administration og liberale erhverv.

Træskibsværftet fungerer også fortsat - i dag dog primært som reparationsværft.

De bærende bevaringsværdier er:

  • Ring-Andersens Værft rummer en helhed af karakteristiske værkstedsbygninger, kontor, broer og beddinger, som er unik og bør bevares i sin helhed
  • Svendborg Værfts tidligere område rummer for den sydvestlige dels vedkommende en helhed af karakteristiske værkstedsbygninger og haller, administrationsbygning og bedding, som bør bevares og udvikles i sin helhed
  • den ubebyggede og klart afgrænsede vestvendte kaj
  • det ubebyggede areal omkring beddingen

Ring-Andersens værft er så oprindeligt i sit udtryk, at denne del af kulturmiljøet vil tage skade såfremt der sker nybyggeri eller anden omdannelse, som ikke nøje er tilpasset det oprindelige miljø. Tilsvarende må siges om stålskibsværftets administrationsbygning, som rummer flere fine detaljer.

Stålskibsværftets værkstedsbygninger og haller langs den vestvendte kaj er karakteristiske for det tidlige stålskibsværft, men samtidig af en sådan tyngde og robusthed, at der med den nødvendige indlevelse kan ske en omdannelse og fornyelse samtidig med at kulturmiljøet kan forstås og opleves.

Fra Ring-Andersens Værft mod nordvest er Frederiksø præget af nyere værftsbygninger, hvor der vil kunne ske nybyggeri og omdannelse - som ganske vist vil påvirke helhedsindtrykket af værftsø - men uden at øens samlede oprindelige kulturhistoriske bevaringsværdier trues.

Frederiksø er omfattet af lokalplan 122, som ikke er udarbejdet med henblik på at sikre bevaringsværdig bebyggelse. Alle bygninger opført op til år 1970 indenfor kulturmiljøet har i 2007 i forbindelse med Kulturarvsstyrelsens gennemgang af danske havne fået vurderet deres bevaringsværdi efter SAVE-metoden (Survey of Architectural Values in the Environment).


Kulturmiljøets bebyggede struktur er vist på kortet

Strategi og indsats

For at leve op til målet om at det oprindelige skibsværftsmiljø fortsat skal kunne forstås og opleves bør en udvikling på Frederiksø tage udgangspunkt i bevaring af træskibsværftet i sin nuværende form og størst mulig genanvendelse af stålskibsværftets bygningsmasse på Frederiksøs vestside.

Kontakt

Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00