click me
Forslag

Bade- og bådebroer

Svendborg er en udpræget kystkommune med ca. 180 km varieret kystlinje. En del af kysten er præget af bebyggelse, havne og badestrande, mens andre strækninger af kysten er uberørte med klinter, strandenge, nor og holme, der er vigtige levesteder for mange sjældne dyr og planter. 

Der er et aktivt maritimt friluftsliv i kommunen. Gennem tiden er der bygget mange private broer til rekreative formål især i de lukkede farvande som Svendborg Sund, Thurø Sund og Skårupøre Sund. De mange private bade- og bådebroer er ét af Svendborgs særkender og med til at understrege områdets maritime tilknytning, men de kan også være dominerende elementer i kystlandskabet. Antallet af broer har som i resten af landet været stigende de seneste år.

Retningslinjer

Opsætning af bade- og bådebroer

Kysten er på nedenstående kort inddelt i fire zoner: grøn, gul, rød og blå. Administration af bade- og bådebroer baseres på denne inddeling.

  • Grøn: Strækning med mange broer hvor der må opføres nye broer. Inden for kyststrækninger angivet som grøn kan der efter specificerede retningslinjer og på en række vilkår gives tilladelse til opsætning af nye bade- og bådebroer eller til renovering/udbygning af eksisterende.
  • Gul: Strækning med få eller ingen broer hvor der i begrænset omfang må opføres nye broer. Inden for kyststrækninger angivet med gult kan der efter specificerede retningslinjer og på en række vilkår i begrænset omfang gives tilladelse til opsætning af nye offentlige badebroer eller til renovering/udbygning af eksisterende.
  • Rød: Strækning hvor der ikke må opføres nye broer. Inden for kyststrækninger angivet med rødt kan der, med mindre der foreligger særlige vægtige begrundelser, ikke gives tilladelse til nye broer.
  • Blå: Strækning for en bro med kajakfaciliteter. Inden for kyststrækninger angivet med blåt, kan der efter specificerede retningslinjer og på en række vilkår gives tilladelse til en offentlig tilgængelig badebro med mulighed for kajakfaciliteter.
Redegørelse

Svendborg Kommune er opmærksom på, at opsætning af flere bade- og bådebroer i visse områder kan have negativ indvirkning på de offentlige rekreative muligheder, de æstetiske værdifulde landskaber og på sårbare naturområder.

Byrådet ønsker en styring af udviklingen i kystområderne, så der også i fremtiden kan opleves uberørte kyststrækninger. Samtidig ønsker byrådet at understøtte udviklingen i det maritime friluftsliv og turisme, herunder at skabe muligheder for at opbygge blå støttepunkter for hav-relaterede aktiviteter, når det kan ske uden at tilsidesætte væsentlig landskabs- og naturhensyn.

Svendborg Kommune har derfor vedtaget en administrationspraksis med en række specificerede retningslinjer og vilkår for etablering af nye og renovering/udbygning af eksisterende bade- og bådebroer.

Kysten er inddelt i fire zoner ud fra tilstedeværelsen af broer i dag, områder med særlig interesser for friluftslivet og campingpladser samt ud fra kystens beskyttelsesinteresser i form af landskabsværdier, udpegede kystkulturmiljøer, geologiske interesser og følsom natur. Der administreres forskelligt inden for de fire zoner.

Områder med erhvervshavne, lystbådehavne og moleanlæg administreres af Kystdirektoratet, hvorfor disse områder er udenfor de fire zoner og markeret uden en farve på zonekortet.

 

Lovgrundlag
Opsætning af bade- og bådebroer, er reguleret af Bekendtgørelse om bade- og bådebroer nr. 232 af 12. marts 2007

Etablering af nye og renovering/udbygning af gamle bade- og bådebroer kræver en tilladelse fra kommunen. Hvis man ønsker opført en mole eller lignende eller hvis broen ønskes opført i erhvervs- eller lystbådehavne, skal sagen behandles af Kystdirektoratet. 

Åbne pælebroer anlagt før 1975 er lovlige, hvis de er opført som enkeltbro uden sidebroer, maksimalt 50 m lange og ud til højst 1,5 m vanddybde og har eksisteret kontinuerligt siden da, også selv om der ikke foreligger en tilladelse.

Kontakt

Svendborg Kommune
Ramsherred 5
5700 Svendborg
Telefon 62 23 30 00