Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), også kaldet miljøvurderingsloven indebærer, at offentlige myndigheder skal foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Der er for en række planer og programmer pligt til at foretage en miljøvurdering, mens der for andre planer og programmer først skal foretages en screening, for at finde ud af om planen eller projektet kan have en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor skal miljøvurderes.
Svendborg Kommune har i henhold til § 8, stk. 2, jævnfør Miljøvurderingsloven gennemført en miljøscreening, idet planen omhandler fysisk planlægning, fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.
Konklusionen på miljøscreeningen er, at planen ikke har en sandsynlig væsentlig indvirkning på miljøet i forhold til de kriterier, som fremgår af lovens bilag 3 samt i forhold til lovens brede miljøbegreb, jævnfør miljøvurderingsloven.
Resume af miljøscreenings konklusioner
By- og kulturmiljø
Planlægningen friholder arealer til fælles opholdsarealer og disponerer hvor fremtidig bebyggelse kan etableres. Højdemæssigt afstemmes ny bebyggelse, således at den eksisterende hovedbygning fortsat vil være det højeste i området. Der gives mulighed for placering af ny bebyggelse i nærheden til den eksisterende, hvorved tætheden fastholdes indenfor disse byggefelter. Det vurderes ikke at give en påvirkning på omkringliggende omgivelser.
Der gives mulighed for placering af en større hal, som kan virke massiv i sit udtryk og størrelse. Planlægningen fastsætter krav til en variation i materialet, så hallen ikke fremstår som en samlet massiv flade, men gives et liv i facaden. Derudover fastsættes en facadehøjde, der skal modvirke at hallen fremstår større end det omkringliggende byggeri, men samtidig kan benyttes til idrætshal.
Landskab
Der gives mulighed for placering af et solcelleanlæg på op til 1 ha, med krav om beplantning rundt om solcelleanlægget. Solcelleanlægget skal være med til at understøtte skolens energiforsyning og den grønne omstilling.
Svendborg Kommune vurderer at muligheden indenfor planområdet i dette tilfælde kan tillades i et let kuperet terræn og med en større hældning mod nord fremfor syd og vest. Med begrundelse i, at anlægget skal forsyne skolen og det ligeledes vil være herfra at anlægget vil fremstå tydeligt i landskabet på grund af terrænet. For at bevare et større udkig fra skolens område og ud mod nord, fastsættes der krav til en udsigtskile, hvor der ikke må placeres solceller. Der er ingen naboejendomme i tæt nærhed til den nordlige del af planområdet og det vurderes, at de ikke vil opleve visuelle gener ved placering af et solenergianlæg.
Dyrehold
Med planerne vil husdyranlæg og gødningsopbevaring samt ridebaner og folde være adskilt fra områder med hovedbygning, beboelse og undervisningslokaler. Inddelingen i områder og afstanden muliggør at et husdyrbrug kan sameksistere med skolens øvrige funktioner uden at dette er i modstrid med husdyrbrug lovens formål om at undgå gener og forurening fra husdyrhold.
Skolen har heste som fremadrettet ligeledes vil være placeret i landzone. Alt hvad der ligger i byzone har et afstandskrav på 50 meter til dyrehold. Da det er skolens heste og skolens ejendomme der ligger indenfor lokalplanområdet, forventes det, at der kan opnås en dispensation for dyrehold og afstandskravene til byzone.
Afgørelse
Kommunens screeningsafgørelse offentliggøres før den endelige vedtagelse af planen, jf. lovens § 33 og samtidig med annonceringen af planforslaget. Kommunen har vurderet, at der ikke har været behov for at inddrage eksterne myndigheder. Kommunens afgørelse om, at planen ikke skal miljøvurderes, kan påklages til Planklagenævnet, hvilket fremgår af annonceringen på kommunens hjemmeside.