Forhold til andre planer og strategier
Landsplanlægning
Kommuneplantillægget overholder landsplanlægningen, idet planlægningen ikke omhandler de nationale interesseområder:
- Vækst og erhvervsudvikling, f.eks. fastholdelse af store produktionsvirksomheder.
- Natur- og miljøbeskyttelse, f.eks. Natura 2000-områder.
- Kulturarvs- og landskabsbevarelse, f.eks. bevarelse af strandenge, herregårdslandskaber og ådale.
- Hensynet til nationale og regionale anlæg, f.eks. transportkorridorer.
Der vil derfor ikke være yderligere vurderinger i forhold til landsplanlægningen.
Derudover vurderes de nationale hensyn i kommunalplanlægning at være varetaget, som det er redegjort for nedenfor.
Kystnærhedszone
Planområdet er ikke beliggende indenfor kystnærhedszonen.
Natur og Miljø
Svendborg Kommune må ikke vedtage planer, der kan skade arter eller naturtyper, der er på udpegningsgrundlaget for Nature 2000- områder, eller yngle- og rasteområder for arter på EU’s habitatdirektivs bilag IV. Alle planer og projekter skal derfor vurderes i forhold til, om de kan skade Natura 2000- områder eller strengt beskyttede arter på direktivets bilag IV.
Natura 2000
Planområdet er ikke omfattet af eller beliggende i umiddelbar nærhed af områder, der er udlagt til Natura 2000 område.
Nærmeste Natura 2000 område er Skove og søer syd for Brahetrolleborg N120, som er beliggende godt 3 km fra lokalplanområdet. Svendborg Kommune vurderer, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke Natura 2000-områder.
Grundvand
Lokalplanområdet Olufs Have ligger indenfor område med særlig grundvandsinteresse, men udenfor de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO’er til Ulbølle Vandværks boringer.
Et boligområde vurderes ikke at være en aktivitet, som udgør en væsentlig fare for forurening af grundvandet, hvorfor der som udgangspunkt kan planlægges for sådanne i OSD. Der er i kommuneplantillægget redegjort nærmere for de lokale forhold.
Habitatbekendtgørelsen §6
I habitatbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, hvor Danmark har særligt ansvar for at kræve streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffe foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige udbredelsesområde.
Svendborg Kommune har ikke registreret bilag IV-arter i området.
Naturbeskyttelsesloven
Lokalplanområdet rummer et naturområde i form af mose, som er beskyttet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3.
Området skal bevares som naturområde, og at der må ikke foretages ændringer inden for området uden forudgående tilladelse fra Svendborg Kommune.
Fredede områder
Der er ingen områder, der er udpeget som fredede områder inden for rammeområdet.
Infrastruktur
Planområdet skal vejbetjenes fra henholdsvis Møllevej og Nyvej. Møllevej og Nyvej kan midlertidig ikke håndterer den tilvækst af bløde trafikanter etablering af et boligområde, forventes at afføde.
Efter bygherrens opfordring er der i forbindelse med planlægningen indgået en udbygningsaftale om etablering af nødvendige hastighedsdæmpende foranstaltninger på Nyvej, som boligområdets realisering forudsætter. Dertil stiller lokalplan 673 krav om en stiforbindelse, der skal lede de bløde trafikanter mod Nyvej.
Planlægning i forhold til nabokommuner
Rammeområdet grænser ikke op til en nabokommune og det vurderes, at kommuneplantillægget ikke får betydelige konsekvenser i andre kommuner.
Kulturarv
Museumsloven
Arkæologisk undersøgelse
Svendborg Museums Afdeling for Arkæologi har foretaget en arkivalsk kontrol af lokalplanområdet og oplyser, at der ikke er registreret fund eller fortidsminder indenfor planområdet men anbefaler at der laves en samlet arkæologisk forundersøgelse af lokalplanområdet
I god tid forud for påbegyndelse af bygge- eller anlægsarbejder, der medfører udgravning i lokalplanområdet, skal bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, i henhold til Museumslovens § 25 anmode Svendborg Museum om at tage stilling til, hvorvidt arbejdet vil berøre væsentlige fortidsminder.
Viser resultatet af forundersøgelsen, at eventuelle væsentlige fortidsminder ligger problematisk i forhold til byggeplanerne har bygherre mulighed for at ændre på planerne, så fortidsminderne ikke forstyrres eller bygherre kan vælge at få fortidsminderne fjernet, dvs. udgravet.
Museet skal herpå indenfor en frist på 4 uger komme med en udtalelse om dette. Udgiften til arkivalsk kontrol og en eventuel større forundersøgelse afholdes af bygherren eller den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres, jf. Museumslovens § 26, stk. 1-2.