Hvad er en kommuneplan?

I henhold til Lov om planlægning (Planloven) skal der for hver kommune foreligge en kommuneplan, som gælder for hele kommunens geografiske område.

Kommuneplan 2021-2033 er det redskab Byrådet har for at beskrive hvordan kommunen fysisk skal udvikles de næste 12 år. Kommuneplanen er grundlaget for al fysisk planlægning og det er blandt andet gennem den, at byrådets politikker bliver omsat til konkrete mål, retningslinjer og rammer, som kommunen skal administrere efter.

 

Kommuneplanlægning er en løbende proces

Kommuneplanen vedtages hvert 4. år, hvor den har gennemgået en hel eller delvis revision. Det er dog ikke ensbetydende med, at kommuneplanen er statisk i 4 år frem til en ny kommuneplan vedtages.

I en dynamisk kommune er der løbende behov for at revurdere kommuneplanlægningen. Det må forventes at der løbende vil opstå behov for f.eks. mindre ændringer af rammerne for lokalplanlægningen for at tilgodese projekter, som Byrådet ønsker at fremme. Justeringer af kommuneplanen foretages med tillæg. Et tillæg til kommuneplanen skal i offentlig høring og bliver vedtaget af Byrådet.

 

Kommuneplanens indhold og læsevejledning

Kommuneplanen består af:

Hovedstruktur består af 18 temaer. Inden for hvert tema er de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen beskrevet.

Retningslinjer for arealanvendelsen indenfor 18 temaer (f.eks. detailhandel, mobilitet og jordbrug). I nærværende kommuneplan findes retningslinjerne under menuen 'Hovedstruktur'.

Rammer for lokalplanlægningen fastlægger bestemmelser for indholdet af de lokalplaner, der er en forudsætning for at give tilladelse til større bygge- og anlægsprojekter. Disse bestemmelser drejer sig især om, hvad et område må bruges til, og hvor meget og hvor højt der må bygges. I rammerne kan der også fastsættes andre typer af bestemmelser, f.eks. om størrelsen af friarealer og parkeringsarealer, hensyntagen til trafikstøj, bevaring af bebyggelse, detailhandel mv.

Redegørelse for kommuneplanens forudsætninger - altså baggrunden for indholdet af retningslinjerne og rammerne. I nærværende kommuneplan findes størstedelen af redegørelsen under menuen 'Hovedstruktur' og en mindre del under 'Forord'.

Dynamiske kort anvendes i retningslinjer og redegørelse. Det er muligt at navigere og zoome i kortene ved hjælp af musen. Det kan være nødvendigt at zoome i kortene for at se alle informationer.