Bymidte

En bymidte skal kunne tilbyde et godt dagligvareudbud og et bredt og dybt udbud af udvalgsvarer. Herudover skal bymidten tilbyde et stort udbud af andre kundeorienterede servicefunktioner til borgerne i kommunen.

Svendborg bymidte skal være det primære indkøbssted i Svendborg kommune. Her skal borgerne opleve den største koncentration af især udvalgsvarebutikker. Bymidten skal kunne tilbyde et dybt og bredt udbud af udvalgsvarer, som i vid udstrækning skal kunne imødekomme borgernes behov samt sikre, at Svendborg fortsat er en attraktiv turistdestination.

Svendborg bymidte er det største udbudspunkt i kommunen og det næststørste udbudspunkt på Fyn. Svendborg bymidte er et veletableret indkøbssted med et bredt sortiment af både butikker og kundeorienterede servicefunktioner.

I kommuneplanen bliver der udlagt et nyt aflastningscenter udelukkende til store udvalgsvarebutikker, som ikke kan indpasses i bymidten. Udlægningen af et nyt aflastningscenter vil bidrage til at opretholde en stor kundestrøm til Svendborg og styrke Svendborg by som en vigtig handelsby på Fyn. For yderligere forklaring og betydning se afsnittet Aflastningscenter.

Det er Byrådets mål, at:

  • Svendborg bymidte skal være et attraktivt sted at handle for kommunens borgere og turister
  • udvikle bymidten ved at kombinere butiksliv med oplevelser, servicefunktioner, kontorerhverv, uddannelse, kultur mv.
  • styrke tilgængeligheden til detailhandelsbutikker for alle trafikanter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik
  • udvikle detailhandlen på et bæredygtigt grundlag og med respekt for bymidtens kulturarv og de bygningsmæssige kvaliteter
  • koncentrere detailhandelen og kundeorienterede servicefunktioner centralt i bymidten
  • styrke dagligvareudbuddet i bymidten
  • fastholde et bredt udbud af udvalgsvarebutikker i bymidten med fokus på fortsat at tiltrække nye typer af butikker.
  • Butikker, der forhandler dagligvarer og udvalgsvarer, skal som udgangspunkt placeres indenfor den gældende bymidteafgrænsning.
  • Indenfor Svendborg bymidteafgrænsning må det samlede bruttoetageareal til butiksformål ikke overstige 75.000 m2.
  • Arealet i de enkelte dagligvare- og udvalgsvarebutikker må ikke overstige henholdsvis 3.500 m² for dagligvarebutikker og 2.000 m² for udvalgsvarebutikker.
  • Der tillades butikker i det omfang, at det er muligt under hensyn til det bevaringsværdige bymiljø.
Statisk kort

Svendborg bymidte er en hyggelig gammel købstad der breder sig over et stort område og har et samlet areal på 442.000 m2. indenfor bymidten ligger langt størstedelen af Svendborg Kommunes udvalgsvarebutikker og dagligvarebutikker. Omtrent halvdelen af kommunens samlede detailhandelsbutikker ligger i Svendborg bymidte, hvor omkring 2/3 af butikkerne udgør udvalgsvarebutikker.
Den store andel af detailhandelsbutikker i bymidten er med til at opretholde en god handelsstruktur hvor bymidtens butikker er koncentreret i gågaderne Gerritsgade, Møllergade og Korsgade. Her er et bredt udbud af udvalgsvarer i både kædebutikker og uprofilerede butikker. Hovedparten af både beklædningsbutikkerne og butikker med øvrige udvalgsvarer er placeret i bymidten, mens halvdelen af boligudstyrsbutikkerne i kommunen er placeret i Svendborg bymidte. Desuden står udvalgsvareomsætningen i Svendborg bymidte for knap halvdelen af den samlede omsætning af detailhandel i kommunen.

Dagligvarebutikker sikrer en daglig kundestrøm og det er vigtigt at Svendborg bymidte fastholder og styrke dagligvareudbuddet centralt i bymidten. De største dagligvarebutikker i Svendborg bymidte er varehusene Kvickly og Føtex. Kvickly er placeret centralt i gågadenettet i Gerritsgade, mens Føtex er placeret i udkanten af bymidten. I bymidten findes desuden en lang række discountkæder der forhandler dagligvarer.

Bymidten rummer udover butikker et bredt udbud af kundeorienteret servicefunktioner, koncertsteder, spisesteder, kulturelle tilbud m.fl. Det er vigtigt at styrke samspillet mellem butikker, organisationer, investorer og kommune for at stå rustet til fremtidens konkurrence i bymidten.

 

Konkurrencesituationen skærpes

Det forventes, at der også i de kommende år bliver kamp om kunderne, og at konkurrencesituationen fortsat bliver intensiveret. E-handel er stadig voksende og rundt på Fyn udlægges der nye butiksområder.

Inden for dagligvareområdet har etableringen af flere discountbutikker i lokalområderne skærpet konkurrencesituationen. 

Med udlægningen af et nyt aflastningscenter udelukkende til udvalgsvarebutikker over 1.000m2, vil der komme en mindre konkurrence til bymidtens udvalgsvarebutikker. I det nye aflastningscenter gives der ikke mulighed for at udlægge dagligvarebutikker, for ikke at konkurrer med bymidten. Aflastningscenteret vil bidrage til at opretholde en høj handelsbalance for Svendborg Kommune og det vil aflede en positiv kundestrømme til bymidten.
Ligeledes skærpes konkurrencen fra især fra Odense SØ, som er et meget væsentligt udbudspunkt, der tiltrækker kunder fra hele Fyn. Kombinationen af Rosengårdcentret, Bilka og storbutiksområdet med bl.a. Ikea og Elgiganten indeholder et bredt udbud af kendte udvalgsvarebutikker samlet et sted.
Placeringen af et nyt aflastningscenter i Svendborg vil være med til at tiltrække en del af de kunder på Sydfyn som ellers ville benytte sig af Odense SØ.

En mulig trussel mod detailhandelen i Svendborg kommune og den øvrige fysiske detailhandel i Danmark er e-handel. E-handelen har oplevet en voldsom vækst de seneste år. ICP vurderer, at e-handel i 2016 udgjorde op mod 2 % af dagligvareforbruget og ca. 20 % af udvalgsvareforbruget, og det forventes, at e-handelen vil stige væsentligt.

 

Fremtidens Svendborg bymidte

Shopping har på mange måder et socialt element, som er med til at skabe et behov for fysiske butikker. Den stigende e-handel vil dog ændre den måde, forbrugerne handler og tænker på. Den sociale side af shopping vil fortsat eksistere, men forbrugerne vil i højere grad stille krav til oplevelser i forbindelse med købet.

Fremtidens detailhandelsomsætning vil også i Svendborg blive presset af en øget e-handel, hvilket betyder, at butikkerne og byen skal yde noget ekstra for at sikre at kunderne handler i de fysiske butikker. Butikkerne skal fremhæve deres fordele som for eksempel oplevelser, at kunden får varen med det samme og ikke mindst den personlige kontakt.

Svendborg bymidte skal ligeledes kunne tilbyde særlige oplevelser både i byrummet og i butikkerne.  Bymidten er blevet bundet sammen med aktiviteterne på havnen gennem Havnetrappen og områdefornyelsesprojektet ”Liv i min By”. Begge projekter er med til at udvide og styrke oplevelsen af bymidten og samtidig øge aktiviteterne der foregår indenfor bymidten. Ligeledes vil omplaceringen af SIMAC skolen have en positiv betydning for bymidten.

Forbrugerne vil fortsat være villige til at køre langt for det rigtige udbud af varer og oplevelser. Et stort udbud af butikker kombineret med kundeorienterede servicefunktioner i et spændende bymiljø, gør at en bymidte fortsat har mulighed for at være et attraktivt indkøbssted.

Kortet viser bymidteafgrænsningen