Turisme

Turismefremme er en vigtig og voksende del af det samlede erhvervsliv i Svendborg Kommune. Den fysiske planlægning har stor indflydelse på, hvordan turister oplever at holde ferie i Svendborg Kommune, derfor er det vigtigt, at det langsigtede perspektiv for turismefremme tænkes ind i - og på tværs af kommunens planlægning.

En velfungerende turismeudvikling er kendetegnet ved at udgøre en helhed på baggrund af flere sammenhængende funktioner og services, indenfor bl.a.: Attraktioner, infrastruktur og overnatningsfaciliteter.

Byrådet ønsker, at understøtte turismefremme og sikre gode rammebetingelser for turisterhvervets udviklingsmuligheder. Indsatserne i planperioden skal bidrage til at skærpe Svendborg Kommunes turismestrategiske fokus, så det er tydeligt, hvilken attraktiv samarbejdspartner Svendborg Kommune er.

Fokus skal være på, at udvikle vores stedbundne værdier og potentialer, så de kan indgå i det samlede arbejde med turismefremme, og samtidig understøtte det gode liv for kommunens borgere.

Svendborg Kommune er en del af ”Geopark Det sydfynske Øhav” og Svendborg by er Øhavets hovedstad, der med sit aktive og dynamiske by- og havnemiljø, tilbyder hyggelige handelsgader og intime kulturelle, rekreative og gastronomiske oplevelser.

I samspil med kommunens andre indsatser inden for kultur, fritid, det maritime, natur og friluftsliv ønsker Byrådet, at udnytte synergien mellem indsatserne til gavn for udvikling af turisme, oplevelsesprodukter og øget bosætning.

 

Det er Byrådets mål, at:

  • Sikre at overnatningskapaciteten tilpasses udviklingen i efterspørgsel og understøtter helårsturisme.
  • Understøtte initiativer som styrker sæsonudvidelsen i turisterhvervet og derigennem skabe flere arbejdspladser og øge mulighederne for helårsbeskæftigelse.
  • Turismefremme i Svendborg Kommune skal have en bæredygtig udvikling og aktivt fremme FN’s verdensmål, foruden at bidrage positivt til Svendborg Kommunes placering på GDS-Indekset (Global Destination Sustainability Index).
  • Fremme og udvikle Geopark Det Sydfynske Øhav i samarbejdet med relevante parter og opnå udnævnelse som UNESCO Global GeoPark.
  • Etablere et geopark-besøgscenter i Svendborg Kommune.
  • Udarbejde en turismestrategi, der kan bidrage til et endnu stærkere turismesamarbejde både inden for turismeerhvervet og de relaterede brancher.
  • Bidrage til at fremme investeringer i turismefaciliteter og overnatningskapacitet i Svendborg Kommune, gennem strategisk og fysisk planlægning og skabe synergi til øvrige investeringer i byudvikling og infrastruktur.
  • Udarbejde strategisk planlægning for oplevelsesøkonomiske aktiviteter i kyst og lokalområder.
  • Understøtte at faciliteter og rammer opbygget til DGI Landsstævne 2022, fortsat er til gavn for en aktiv ferie og det lokale idrætsliv.

Turismefremme i Svendborg skal ske i overensstemmelse med følgende:

  • Turismefremme sker i samarbejde med Destination Fyn og Svendborg Kommune, Svendborgs turistoperatør og de lokale turistaktører.
  • Udvikling af turismefremmeindsatsen i Svendborg Kommune skal ske på baggrund af nyeste viden om Sydfyns turismepotentiale set i relation til nationale og internationale tendenser.
  • Udvikling af turismefremmeindsatser i Svendborg Kommune skal tage udgangspunkt i Svendborgs styrkepositioner og lokalsamfundenes styrker og ske i overensstemmelse med Svendborg Kommunes satsninger inden for bl.a. UNESCO Global GeoPark og Cittaslow.
  • Udviklingen inden for turisme skal være bæredygtige jf. FN’s Verdensmål samt følge Svendborg Kommunes strategi og handleplan for bæredygtighed, herunder fremme Svendborgs placering på GDS-Indekset.
  • Ved etablering af et oplevelses- og/eller formidlingscenter for gæster og borgere i Svendborg Kommune skal dette ske i nærhed til eksisterende bygningsmasse. Ved placering skal der tages hensyn til de overordnede turistpolitiske overvejelser.

Turismestrategi
Svendborg Kommune vil udarbejde en turismestrategi i tæt samarbejde med Destination Fyn, den lokale turismeoperatør, de lokale turismeaktører, erhvervslivet og civilsamfundet.

Turismestrategien skal være et styringsværktøj, med fælles vision og langsigtede mål i overensstemmelse med Svendborgs særlige værdier. En strategisk ramme med tydelige prioritering af de stedbundne kvaliteter, som kan genfortælles og –fortolkes, så Svendborg hele tiden følger turisternes efterspørgsel, og samtidig bevare de langsigtede mål.

De turistpolitiske prioriteringer skal styrke udviklingen af turismeerhvervet og øge oplevelsesværdien for gæster og borgere.

Styrkelse af sæsonudvidelse og helårsbeskæftigelse i turismebranchen

Svendborg Kommune ønsker at oplevelsesøkonomiske aktiviteter som fx friluftsliv, idræt og kultur m.m. i højere grad sammentænkes og samles, for at skabe større synergi mellem tilbuddene og lokalmiljøet. Ved at understøtte at oplevelsesøkonomien samles i knudepunkter vil Svendborg Kommune bidrage til at forlænge turismesæsonen og dermed øge mulighederne for helårsturisme. At samle aktiviteter i knudepunkter vil også bidraget til at værne om beskyttet og sårbar natur.

Geopark Det Sydfynske Øhav

De geologiske værdier på Sydfyn er store, og har både national og international betydning. Derfor har de fire sydfynske kommuner besluttet at danne Geopark Det Sydfynske Øhav, som geografisk strækker sig over de fire sydfynske kommuner. Etableringen af Geopark Det Sydfynske Øhav danner grundlaget for det videre arbejde med at opnå en udpegning som UNESCO Global Geopark.

Formålet med Geopark Det Sydfynske Øhav er, at synliggøre denne geologiske arv og aktivt bruge den i samspil med områdets natur- og kulturhistoriske værdier og skabe en ramme for udviklingen af området.

En Geopark er mere end geologi – det handler om, i respekt at udforske og udvikle de bånd, der er mellem et områdes geologiske arv og de natur- og kulturhistoriske aspekter. Her spiller lokalbefolkningen en helt afgørende rolle. Geopark udviklingsarbejdet åbner op for samarbejde og partnerskaber med relevante lokale og regionale aktører og interessenter som f.eks. skoler, forskningsmiljøer, turistorganisationer, kulturlivet, erhvervsdrivende og NGO’ere m.v.

Svendborg Kommune vil i et gensidigt samarbejde udvikle geoparken til et innovativt og bæredygtigt område med stærk forankring i både lokalbefolkningen, erhvervslivet og det naturgivende grundlag. Sammen kan vi øge kendskabet til geologien, naturen og kulturarven, som er omdrejningspunktet i Geoparken Det Sydfynske Øhav. Formidlingen skal ske gennem bæredygtige udviklingssamarbejder og med lokal forankring, så der skabes muligheder for at både lokalbefolkningen og lokale erhvervsdrivende kan tilbyde gæster oplevelser, udstillinger, aktivt udeliv og formidling af Geopark Det Sydfynske Øhav. Alt sammen med en historisk bevidsthed, der understreger nutidens ansvar for at beskytte og bevare områdets særegenhed.

Svendborg Kommune vil etablere et geopark-besøgscenter i Svendborg, hvor områdets geologi, natur- og kulturarv formidles på en levende og interaktiv måde, i sammenspil med en bæredygtig og innovativ udvikling af geoparkområdet.

Investeringsfremme i turismeanlæg

Svendborg Kommune vil tage rollen som katalysator i forhold til at øge investeringerne i turismeanlæg ved at sætte retningen gennem klare strategier og tydelige planer og ved at sørge for at den nødvendige og rekreative infrastruktur er af høj kvalitet. Ved selv at gå foran med en prioritering af investeringer i byudvikling og infrastruktur og sætte konkrete arealer i spil vil Svendborg Kommune være med til at skabe sikkerhed omkring eksterne aktørers investeringer og dermed gøre det mere attraktivt at investere i turismeanlæg i Svendborg Kommune såsom Fremtidens Havn og Liv I Min By.

Bæredygtighed og FN’s verdensmål

Svendborg Kommune samarbejder med Destination Fyn og de fynske kommuner om en god placering på GDS-Indekset (Global Destination Sustainability Index). En god placering på GDS-Indekset skal samle og styrke den fynske bæredygtighedsindsats på især konference- og eventområdet og styrke Svendborg og Fyn i konkurrencen om at tiltrække konferencer og events. Derudover skal den bidrage til at synliggøre vores bæredygtige turismebranche fx inden for hotel- og restaurationsbranchen.

Med GDS-Indekset som værktøj arbejder Svendborg Kommune strategisk og målrettet med bæredygtighedsmålene inden for turisme, som er opstillet under kommunens Erhvervspolitik og Bæredygtighedsstrategi. GDS-Indekset bruges som løftestang til at understøtte såvel turistbranchen som relateret erhvervsarbejde med bæredygtighed og FN’s verdensmål.

Udviklingsstrategi i kyst- og lokalområder

Det skal være nemt at afholde aktiviteter og arrangementer i de smukke kyst-, natur- og lokalområder i Svendborg Kommune. Samtidig skal vi sikre, at øget benyttelse og ønsker om udvikling af rekreative lokaliteter sker på en bæredygtig måde med respekt for natur og lokal samfund.

Med udgangspunkt i kommunens planer og strategier og på baggrund af samarbejde med lokale interessenter skal en udviklingsstrategi for kyst- og lokalområder sætte klare rammer for udvikling og aktiviteter i kyst-, natur- og lokalområder i Svendborg Kommune. Udviklingen skal tage højde for lokale ønsker, private udviklingsmuligheder, den efterfølgende drift og myndighedsbehandlingen.

En udviklingsstrategi for kyst- og lokalområder skal være med til at synliggøre kommunens indsatser og forventninger til udviklingen overfor både foreninger, erhverv og ikke mindst investorer.