Svendborg Kommune er kendetegnet ved at have et varieret og rigt kulturliv med unikke kulturinstitutioner og mange kulturelle foreninger. Hertil kommer et stort kulturelt vækstpotentiale og mange aktive græsrødder – altsammen vigtige dele af Svendborgs identitet.
Det er Byrådets vision, at alle kommunens borgere skal have mulighed for at møde et mangfoldigt og varieret udbud af kunst og kultur. Kultur er vigtig for ” det gode liv” og byrådet vil sikre, at der er tilbud i byen såvel som i kommunens landområder.
Det er byrådets mål, at
- fremme fællesskaber
- sikre gode rammer til udfoldelse af kunst og kultur – inde som ude
- sikre modet og pladsen til kunstneriske og kulturelle eksperimenter
- have fokus på den kulturelle fødekæde og talenter
- sikre fokus på mulighederne ved at bruge kunst og kultur i udvikling af kommunen.
- kulturarven skal bevares og formidles i tæt samspil med nutidens udfordringer
- dialog, Involvering og samskabelse skal være nøgleord i kulturprojekter og i udvikling af kulturområdet.
- Der skal afsættes 0,5 promille af byggesummen ved kommunalt nybyggeri og større renoveringsprojekter til kunst.
Kulturlivet i Svendborg Kommune dækker en bred vifte af aktører, der sammen og hver for sig danner Svendborgs kulturelle identitet. Kulturlivet blomstrer overalt i kommunen, i lokalområder og på byens torve og pladser. De mange events og festivaler er med til at understøtte Svendborgs ry som en dynamisk og levende kulturby præget af innovation, nerve og fuld skrue.
Biblioteket er kommunens største kulturinstitution med et hovedbibliotek i Svendborg samt seks lokalbiblioteker. Bibliotekerne er der hvor borgerne møder viden og kultur formidlet gennem personalet, udstillinger og arrangementer, der gør borgerne mere engageret, beriget og bedre rustet til hverdagen og derved styrket i følelsen af at høre til.
Lokalbibliotekerne er åbne ubetjente alle ugens dage, dog med 8 timers betjening fordelt på to dage. I Vester Skerninge, Lundby og Thurø er det fællesbiblioteket med den lokale skole.
Kommunen har mange kulturinstitutioner. De største er Svendborg Museum, Naturama, BaggaardTeatret, Kulturhus Borgerforeningen og Kunstbygningen SAK.
I 2019 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget en Kulturhandleplan (Kulturløftet version 2.0), med formålet at sætte retning for politiske prioriteringer. I dialog med kulturinstitutioner og kulturaktører blev der udarbejdet seks kulturspor, der skal være med til at udfolde strategien i konkrete handlinger: Svendborg er Danmarks største kulturhus, Teaterhus Svendborg, Kulturens Svendborgprojekt, Svendborg ArtLab og Kulturklynge, Svendborg og kulturkommunikationen, Demokratisering af kulturarven.
Kulturhandleplanen er en overbygning på den Kulturstrategi (Kulturløftet version 1.0) som Byrådet vedtog i 2013. I strategien lægges vægt på, at deltagelse i kulturaktiviteter giver den enkelte oplevelser, udfordringer og mulighed for at udvikle sig som menneske og samfundsdeltager. Strategien har tre fokusområder: Fællesskaber, Kunst og kultur mellem bygninger og Børn og unges bidrag til kulturen. Kommunen skal sikre rammerne – og kulturlivets mange aktører indholdet. Kulturløftet skal åbne for nye kulturelle fællesskaber, nye muligheder og give Fantastiske Fornemmelser.
Byrådets ambition er at kunst skal være en væsentlig aktør i forbindelse med fremtidig byudvikling. Byrådet vedtog i 2016 en Kunststrategi og i 2017 et kunstprogram for området omfattet af områdefornyelsen Liv i min by, hvor kunst sammen med kultur skal være med til at give liv og binde by og havn bedre sammen.
Musikken i al dens mangfoldighed skal fortsat spille en stor rolle på den fremtidige kulturscene i Svendborg.
I planperioden søges etableret et nyt teaterhus på Frederiksø til BaggårdTeatret, Svendborg Egnsteater.
Svendborg kommune står sammen med 8 fynske kommuner bag Film Fyn. Indsatsen med at tiltrække film- og TV-produktioner og skabe vækst, udvikling og oplevelser fokuseres inden for de 9 kommuners grænse.
Svendborg kommune er en del af Kulturregion Fyn, hvor ni fynske kommuner, har indgået et samarbejde og har en fælles kulturaftale med Kulturministeriet ud fra en overordnet vision om at styrke samarbejdet mellem de fynske kommuner og mellem kommunerne og staten. Ny aftale forventes at træde i kraft ved planperiodens start.
Særlige initiativer i planperioden
Kulturhandleplaner
I planperioden er der fokus på at implementere kulturhandleplanerne i forhold til de seks spor. Arbejdet sker i en bred samskabelse med kulturinstitutioner og aktører.
Frederiksø
I forbindelse med udvikling af Svendborg Havn, arbejder kommunen med udvikling af Frederiksø bl.a. i form af prøvehandlinger og partnerskabsaftaler i de gamle værftsbygninger. Mange af partnerne arbejder med kunst og kultur og bidrager i høj grad til fællesskab om involvering i og udvikling af kulturlivet i Svendborg.
Liv i min by- kunstprogram
Kunstprogrammet skal konkretiseres og udmøntes i planperioden.