Bydelscentre skal, udover at varetage en god lokalforsyning med dagligvarer, også kunne tilbyde forbrugerne et standardiseret udbud af udvalgsvarer.
Formålet med bydelscentre er at sprede indkøbsmulighederne, således at der er begrænsede afstande til indkøb for borgerne. Bydelscentre må ikke være en konkurrent til bymidten. Udbuddet er typisk på et mere standardiseret niveau i bydelscentrene, mens de mere specielle udvalgsvarer og det store udbud findes i bymidten.
Et bydelscenter skal udgøre et centrum i en større bydel. Dette krav om en central placering i bydelen betyder således, at der ikke kan placeres to bydelscentre umiddelbart op ad hinanden, da de så vil betjene samme opland. Et bydelscenter skal endvidere være et sammenhængende område.
De to bydelscentre i Svendborg by har en forskellig butikssammensætning. Bydelscentret Østre bydel indeholder primært dagligvarebutikker, mens bydelscenter Ole Rømers vej primært indeholder en række store udvalgsvarebutikker.
Det nuværende bydelscenter i Østre bydel udvides med et mindre areal samt bruttoetageareal til detailhandel, hvor eksisterende og eventuel ny detailhandel kan placeres. Dette er med til at sikre detailhandelskoncentration i området, så bydelscenteret omfatter de allerede etablerede detailbutikker i området. Der er udarbejdet en redegørelse vedrørende udvidelsen af bydelscenteret, som kan findes her.
Det er Byrådets mål, at:
- bydelscentrene skal sikre en god lokalforsyning med et samlet bredt udbud af dagligvarebutikker og et standardiseret udbud af udvalgsvarer,
- skabe rammerne for lokal og bæredygtig detailhandel i de enkelte bydele.
- Detailhandelsbutikker skal som hovedregel placeres inden for de udpegede bydelscentre.
- Inden for de afgrænsede bydelscentre kan der planlægges for butikker i et omfang, der svarer til de arealrammer, der er angivet nedenfor.
- Bruttoetagearealet for den enkelte dagligvare- og udvalgsvarebutik må ikke overstige 2000 m² i bydelscentre.
Bydelscenter |
Samlet arealramme for butiksformål |
Ikke udnyttet areal pr. nov. 2020 |
Maksimal størrelse på dagligvarebutik |
Maksimal størrelse på udvalgsvarebutik |
Østre bydel |
7.000 m2 |
2.900 m2 |
2.000 m2 |
2.000 m2 dog maks. 400 m2 i rammen 04.01.C2.933 |
Ole Rømers vej |
5.000 m2 |
2.000 m2 |
1.500 m2 |
2.000 m2 |
Der kan etableres bydelscentre i byer med mere end 20.000 indbyggere og derover. Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter det maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de enkelte bydelscentre i forhold til bydelens størrelse.
Bydelscentret Østre bydel ligger på Ørbækvej/Nyborgvej. Her ligger i alt fire dagligvarebutikker og en udvalgsvarebutik, heraf er de største discountbutikkerne Netto, Fakta og Aldi. Det samlede bebyggede bruttoetageareal til detailhandel i Østre bydel er 4.100 m2.
I udvidelsen af bydelscenteret udlægges en ramme på 2.000 m2, hvor der kan placeres dagligvarebutik op til en størrelse på 2.000 m2 og udvalgsvarebutikker må være 400 m2. Den forøget arealramme skal være med til at sikre at eksisterende butikker kan udvides og evt. til ny udlæg.
I bydelscentret ved Ole Rømers vej ligger en dagligvarebutik samt tre udvalgsvarebutikker. Her ligger discountbutikken Netto samt udvalgsvarebutikkerne Maxi Zoo, Sport 24 og en genbrugsbutik. Det samlede udbyggede bruttoetageareal til detailhandel er 3.000 m2.
Herudover ligger fire butikker, blandt andet byggemarkedet Silvan og Kvik Køkken, også på Ole Rømers vej. Disse butikker er dog ikke inkluderet i afgrænsningen af bydelscentret.
Betydningen af bydelscentrene
Bydelscenter Østre bydel har i dag en væsentlig betydning som indkøbssted for dagligvarer i den nordøstlige del af Svendborg by. Koncentration af discountbutikkerne Netto, Aldi og den nærved liggende Fakta kombineret med en række mindre specialbutikker for dagligvarer giver kunderne et bredt udbud af dagligvarer centralt i bydelen.
Bydelscenteret ved Ole Rømers vej er i højere grad en koncentration af udvalgsvarebutikker. Bydelscentrets ene dagligvarebutik har ikke større betydning for dagligvareoplandet i resten af bydelen. Omvendt ligger Ole Rømers vej tæt på aflastningscentret og varehuset Kvickly, som fungerer som primær dagligvarebutik i den vestlige del af Svendborg by.
Bydelscenter Østre bydels opland er den nordøstlige del af Svendborg by, mens oplandet for bydelscenteret ved Ole Rømers vej er den vestlige del af Svendborg by. Kombinationen af to bydelscentre og en række mindre lokalcentre er med til at sikre en afbalanceret centerstruktur i Svendborg med en god lokalforsyning af dagligvarer for borgerne.
Østre bydel og Ole Rømers vej skal også i fremtiden styrkes i mål og retningslinjer som bydelscentre i Svendborg by.